- Onsdag, 15. januar 2025
Af Hans Bjørn, Rypevej, Terndrup
Næsten hver formiddag går jeg en lang tur. Af skræk for at turen bliver aflyst, er mine ruter er altid tilrettelagt sådan, at jeg eventuelt først møder nogen, der vil snakke, når jeg næsten er hjemme igen.
Således også denne dag, hvor jeg gik ad Bælumvej, forbi Flougårdene og hjem ad Hedevej for så at slutte i stisystemet i vort fredelige parcelhuskvarter.
På en af stierne mødte jeg Anders. Anders gik søgende rundt med en lille spand og en lille skovl. På mit spørgsmål om, hvad han ”havde gang i” fik jeg svaret, at han var ude for at samle hundelorte! Jo, for når folk har så travlt, at de ikke kan få tid til at lade deres hund besørge på en af de tomme byggegrunde eller mellem træerne i en af vore to bynære skove, så synes Anders da, at det er helt rimeligt, at han skal samle høm-hømmerne op, så blandt andre jeg ikke træder i dem.
Den forklaring kunne jeg da fint tilslutte mig, så hermed vil jeg da gerne efterlyse flere folk med samme indstilling som Anders. Det er både et nyttigt og givende arbejde, han har påtaget sig.
Når nu hundeejerne er så stressede, at de synes, de ikke har tid til at gå lidt afsides med hunden.