- Tirsdag, 1. maj 2012

David Amtoft, 3.a og Sofie Hedemann, 2.e viste rundt på gymnasiet.

Fra venstre: ambassadørens assistens Paul Royle, vicerektror Jytte Knudsen, rektor Jens Nielsen, ambassadør Laurie S. Fulton, bestyrelsesformand Gerd Bangsbo, bestyrelsesmedlem Susan Vonsild, prorektor på AAU Inger Askehave.

Ambassadøren bliver taget imod af bestyrelsesformand Gerd Bangsbo og rektor Jens Nielsen.

Ms. Fulton tog Støvring Gymnasium med storm.
STØVRING: Ms. Fulton blev ikke mindre populær, da hun i sin tale udtrykte, at ”Jylland, det er det virkelige Danmark.” Fultons egne rødder var plantet dybt i den jyske muld, indtil oldefaderen udvandrede til South Dakota. Gennem hele besøget lagde ambassadøren vægt på at være i dialog med eleverne. Efter en kort tale af rektor Jens Nielsen, fortalte udvekslingselev Kelsea Payne fra Washington State meget underholdende om, hvordan hun havde oplevet den danske kultur og det danske skolesystem gennem de sidste 9 måneder. Som repræsentant for SGY-eleverne med internationalt fokus talte Astrid Askehave om, hvilken betydning det havde haft for hende at tilbringe flere år af sin barndom i udlandet og at vælge at tage sin studentereksamen på Støvring Gymnasium, fordi vi her tilbyder kinesisk som fag. Astrid afslørede, at hun har søgt et stipendium til Beijing Normal University næste skoleår, og derefter gerne vil studere kinesisk og økonomi.
Eleverne på SGY kan andet end fremmedsprog og globalt udsyn. Som konferencier Kristoffer Østergaard sagde i sin præsentation af skoleorkestret Golden Folk, er der talenter, der synger som engle og er født med trommestikker i hænderne. Bandets optræden med middelaldersange i moderne forklædning vakte begejstring hos ambassadøren, ja selv sikkerhedsvagterne swingede med.
2.e, som besøgte Omak High School i USA i marts måned, blev beæret med Ms. Fultons besøg, hvor hun bl.a. spurgte til, hvilken take-away de havde fået med hjem fra USA. Og svaret lød ’compassion’, ’hospitality’ og ’school sports’. Omvendt spurgte eleverne ambassadøren til, hvad der skal til for at trække amerikanerne på genbesøg i Danmark.
Efter en rundvisning på skolen ved den nuværende og den forrige elevrådsformand, Sofie og David, afsluttedes besøget med en rundbordssamtale med repræsentanter for bestyrelse, ledelse, lærere og elever. Ambassadør Fulton gav bl.a. det gode råd at skabe kontakt til efterkommere af udvandrede danskere i staterne Minnesota, Nebraska, South Dakota, ’the heart of America’. Her bor vaskeægte amerikanere med dansk blod rullende i årerne.
Gennem sit vindende væsen og sin store viden berigede ambassadør Fulton alle, og man glædede sig over af ’nå’ at lære hende at kende, før præsidentvalget til efteråret og efterfølgende udskiftning i ambassadørstaben.

