- Tirsdag, 19. februar 2013
Et underskud på 140 mio. kr. i 2011 er vendt til overskud på 10 mio. kr. i 2012
Med en indtjening på 177 mio. kr. på den primære drift i 2012 har Sparekassen Himmerland forbedret sin indtjening med 31 mio. kr. i forhold til 2011. Det svarer til en stigning på over 20%.
Den forbedrede indtjening er et resultat af de tiltag, som sparekassen har foretaget – bl.a. ved organisationsændringer og tilpasning af afdelingsstrukturen, rentemæssige justeringer på udlån og indlån i lighed med den øvrige del af markedet samt en reduktion af sparekassens overskudslikviditet.
På indtjeningssiden har der været stigning i gebyr- og provisionsindtægterne på grund af en øget aktivitet inden for bolig- og investeringsområdet.
Nettoresultatet ramte 8 mio. kr. efter skat mod et underskud på 101 mio. kr. i 2011.
Selve resultatet er vi ikke helt tilfredse med, men skal ses i lyset af de givne forhold under den nuværende lavkonjunktur, siger sparekassedirektør Poul Damgaard. Selve udviklingen i resultatet er vi derimod meget tilfredse med og viser, at vi er på rette vej.
Tab og nedskrivninger falder
Tab og nedskrivninger befinder sig fortsat på et højt niveau, men også på dette område er udviklingen vendt til det positive, idet tallet samlet set er faldet med 55 mio. kr. i forhold til 2011. Og det endda i et år, hvor Finanstilsynets præciseringer og stramninger på området har medført en ekstra udgift på ca. 50 mio. kr. for sparekassen i 2012.
Omkostningerne falder
Sparekassens omkostninger er faldet med 21 mio. kr. til 274 mio. kr. i 2012. De tilpasninger af organisationen og afdelingsstrukturen, der er foretaget, kan nu for alvor ses på omkostningsniveauet.
Og det vil slå endnu mere igennem i det kommende år, idet der i forbindelse med de nævnte tilpasninger er forbundet en del ekstra omkostninger.
Investering i værdipapirer går fra minus til plus
Reguleringen på sparekassens beholdning af aktier og obligationer har ligeledes vendt sig til det positive med en gevinst i 2012 på 52 mio. kr., hvor den i 2011 var negativ med 27 mio. kr. Det er et meget svært marked at operere inden for, men vi er rigtig godt tilfredse med den udvikling, der har været indtil nu.
Opruster på kundesiden
I lighed med de øvrige pengeinstitutter kan Sparekassen Himmerland også konstatere faldende udlån.
- De overordnede konjunkturer i samfundet kan vi jo ikke påvirke, fortæller Poul Damgaard, men vi opruster indsatsen for at få nye kunder, hvilket skal medvirke til at bremse denne udvikling. Vi går målrettet efter gode private kunder med et solidt forretningsomfang samt velkørende mindre og mellemstore erhvervskunder i vort markedsområde.
Nuværende kunder henviser nye
Sparekassen Himmerland oplever fortsat en rigtig god kundevækst, og med overtagelsen af Vokslev Sparekasse den 1. oktober 2012 har det betydet yderligere tilgang af nye kunder. Samlet set blev det til over 4.000 nye kunder. Desuden er det glædelige ved dette, at mange af de nye kunder er kommet på grund af, at de er blevet anbefalet sparekassen af andre kunder. Det vidner om meget stor tillid til Sparekassen Himmerland.
Forventninger til 2013
Sparekassens ledelse forventer en stabilisering af den primære indtjening for 2013 i niveauet 160-180 mio. kr. Selvom lavkonjunkturen ser ud til at fortsætte, forventes tab og nedskrivninger at blive lavere end i de seneste fire år.

