- Onsdag, 11. april 2012

De skumle forbrydere nedlægges med ’pistoler’, så politiet kan tage sig af dem.
SULDRUP: Skuespillerne fra Suldrup Skoles 6. årgang havde tre forestillinger i ugen op til påskeferien. Én for alle børn og voksne fra skolens nærmeste nabo og samarbejdspartner, børnehaven Tumlehøj, én for alle på skolen, én for familier – den sidste endda med spisning og hygge.
Det har været et alsidigt arbejde, idet skuespillerne også selv har lavet kulisser, sminke og kostumer. Nogle måtte både være skuespillere og musikere i forestillingen. Således kunne man se en gammel dame med sjal og hat spille bas og en hund spille klaver.
Klasselærer Mette Larsen har med hjælp fra Rikke Grønkjær, som har været tilknyttet skolen de sidste uger, arbejdet med de unge skuespillere. Rikke Grønkjær er uddannet dramaleder og kunne give mange gode idéer til skuespillet.
Handlingen i skuespillet var lidt drabelig, idet nogle børn, der egentlig bare havde tænkt sig at pjække fra skole, lige pludselig bliver indblandet i kriminelle elementers skumle planer om at springe skolen i luften - med krudt stjålet på en nedlagt krudtfabrik. Heldigvis er skoleeleverne snarrådige og lader som om de har pistoler, som dog bare er flûtes - købt til at spise i løbet af pjækkedagen. Derved får de forbryderne nedlagt, hvorefter politi og lærere kommer til. Og alt ender lykkeligt.
Eleverne fra 6. årgang havde virkelig slidt i det, og det var en super forestilling, som begejstrede publikum. De mindste fra Tumlehøj udpegede endda pjækkerne bag en busk for politiet. Et aktivt publikum, der er god til at klappe, er altid en gevinst for en god forestilling, og det må man sige, at publikummerne var på Suldrup Skole.

