Ved toldboden i Kapernaum bliver varer losset og indskibet, og her står toldboden, og her sidder Levi. Fra denne travle verden, hvor mennesker har deres egne planer og mange veje krydser hinanden, ser man Levi rejse sig. Jesus kalder, og Levi rejser sig, som blev han løftet op. Der er en gådefuld magt i Jesu kald, ganske som der er i vore elskedes kald, når de kalder på os, for så rejser vi os også op ikke tungt, men som vi løftes op, for der er kærlighed i kaldet.
Jesus siger til tolderen Levi: ”Følg mig! ” Træd ind i mit følge til forsoning og fællesskab mellem Gud og mennesker og gennem livet og døden til Gud! Levi var tolder og dermed landsforræder, så han hørte ikke til de gode, men Jesus sagde til dem, der forargedes på ham: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”.
Det er klart, at der i Guds øjne også er forskel på mennesker. I Guds øjne er der naturligvis forskel på gode og onde, men alle gode og onde, har vi det til fælles, at vi er alle syndere. Synder er enhver, som har sig selv og sine til sit livs centrum og ikke elsker sin næste som sig selv – så velkommen i klubben!
Synden skjuler vi os for på utallige måder, ligesom vi med tøjet skjuler, at vi er nøgne. Vi skjuler os bag kløgt og behændighed, som pynter pænt og skjuler, at vi i virkeligheden slet ikke har noget på. Fromhed og retfærdighed kan også være en dragt vi dækker os bag, og sommetider kan vi more os over den dragt, for det er ikke alle, der kan fylde de klæder ud. Tøj kan stramme og revne og sommetider være rigeligt stort og se pudsigt ud, og det kan retfærdighed og fromhed også, når vi klæder os, så det ”hænger” på os. Det er derfor vi også klæder os i Guds nådes dragt.