Jesus siger et sted: ”Jeg er verdens lys”, og på søndag siger han til os: ”I er verdens lys”. Jesus siger ikke, at som månen låner sit lys fra solen, således låner I jeres lys fra mig! Nej, han siger, at I er verdens lys, og jeg er verdens lys, for vi er eet med hinanden. Og vi er det, fordi Jesus deler sit liv med os i det kærlighedens fællesskab, som er Guds rige og vilje på jorden.  
Over for døden kommer selv det bedste, det mest strålende og lyse i mennesket til kort. Og holder vi os alene til det, lukker sig et uigennemtrængeligt mørke sig omkring os. Men vi holder os dødens ubarmhjertige mørke fra livet, for vi ser ved lyset i Kristus. Vi ser ikke ved solens lys, men vi ser ved hans lys, som satte solen på himlen.
Det er på søndag de dødes søndag og, hvor var vi døde og tomme indeni, om vi ikke kunne takke og prise Gud, for alt det de var for os, da de var hos os. Og det bliver de jo ved med at være, for de har saltet og lyst på vor vej.
Vi fejrer Alle helgen både for eftertankens og eftertidens skyld. Vi, de efterladte i livet, tænker på dem, som i levende live har rørt vore liv. Dem, som vi har mistet, men som vi kun kunne miste, fordi vi havde fået dem som ufortjente gaver.
Vi fejrer Alle helgens Dag i mindet om, hvad de har givet og været for os. De var ikke nødvendigvis hellige, guddommelige og bedre mennesker, men de kaldte guddommelige og hellige følelser og tanker frem i os, for da de rørte os, kaldte de os ud af os selv og viste os det forunderlige i livet og gjorde os til bedre mennesker.
Tænk, hvis mørket var stærkere end lyset. Tænk om stenen blev væltet fra graven påskemorgen og mørket vældede ud! Men mørket kan ikke vælde. Der er ”lysvæld bag lysvæld”, men intet mørkevæld. Lyshav, men intet mørkehav. Vi rammes af lys, men aldrig af mørke. Lyset kan kaste skygge, men mørket kan ikke kaste lys. Lyset er det stærkeste – ikke mørket!