Socialdemokraternes folketingsgruppe har rokeret rundt på sundhedsposterne, og nordjyske Flemming Møller Mortensen, nuværende formand for Sundhedsudvalget, glæder sig til at overtage posten som sundhedsordfører.  
- Der er ingen tvivl om, at dette er en drømmepost. Sundhedsområdet er helt afgørende for mig. Sundhed og trivsel er forudsætningen for det gode liv, som alle har ret til. Jeg glæder mig til at videreudvikle Socialdemokraternes sundhedspolitik, siger Flemming Møller Mortensen.   
Socialdemokraternes nye sundhedsordfører har ligesom sin forgænger (Sophie Hæstorp Andersen) mange års erfaring med sundhedsområdet. Flemming Møller Mortensen er oprindeligt uddannet sygeplejerske, siden anæstesisygeplejerske og ledende sygeplejerske. Senere blev han salgschef for en  stor medicinalvirksomhed, inden han i 2007 blev valgt til Folketinget, hvor han blandt andet har været Socialdemokraternes forebyggelsesordfører og formand for Folketingets Sundhedsudvalg. Det er en bred erfaring, som sundhedsordføreren vil trække på i sit nye arbejde.   
- Under mit arbejde som sygeplejerske i både Danmark, Indien og Grønland har jeg oplevet konsekvenserne af de forskellige vilkår, mennesker bydes. Derfor er jeg meget optaget af at sikre større lighed i sundhed, en tilstrækkelig behandlingskapacitet, høj grad af faglighed i sundhedsuddannelserne samt et godt arbejdsmiljø. Det er vigtige indsatsområder, når vi skal forebygge og behandle sygdom, siger Flemming Møller Mortensen og fortsætter   - Men vi skal også blive bedre til at udnytte, at vi har så stærk en sundhedsindustri i Danmark, der ikke alene kan være med til at skabe nye bedre behandlingsmuligheder for den danske befolkning. Den kan også bidrage til at skabe vækst og nye danske arbejdspladser.   Flemming Møller Mortensen er sundhedsordfører per 4. april 2013, og ordføreren har allerede en klar plan for de kommende måneder.   - Det er klart, at jeg i første omgang har øjnene fæstnet på valget til november, hvor vi fremadrettet skal sikre gode rammer for sundhedspolitikken i regioner og kommuner. Men det er også nødvendigt, at vi får afklaret, hvad det er for et sundhedsvæsen, vi skal have i fremtiden. Det arbejde vil jeg sætte mig i spidsen for, og jeg glæder mig til at komme i gang, slutter Flemming Møller Mortensen.


e-max.it: your social media marketing partner