- Tirsdag, 9. august 2016
Selvom det er sommer – og mange holder ferie, så kan man altid finde tid og rum til aktiviteter med beboere og brugere af Himmerlandshave Ældrecenter i Suldrup.

Damerne var på besøg på Nibe havn.

Mændene besøgte også landbrugsmuseet i Boldrup.

På kølige og regnfulde dage har beboerne blandt andet syltet bær.

Det gav smil på læben, da der skulle fremstilles reb.
SULDRUP: Vejret har denne sommer været blandet, men man har nydt de dage, der har været varme og solrige, hvor man har haft mulighed for at hygge og spille i ældrecentrets gårdhave, tage på udflugter og gåture – ligesom den ugentlige kørestolskaravane også har været i fuld gang sommeren over.
Mandeklubben, som mødes hver onsdag, har blandt andet besøgt landbrugsmuseet i Boldrup. Her fik de et indblik i landbrugslivet fra slutningen af 1800-tallet – og der blev også tid til at ”klappe” nogle af dyrene. Mændene besøgte også udstillingen Håndværk og husflid på Spillemandsmuseet i Rebild, hvor de prøvede at fremstille reb i de arbejdende værksteder.
Damerne tog en formiddag til Nibe havn, hvor de nød rundstykker og kaffe samt den flotte udsigt ud over fjorden.
De lidt mere kølige og regnfulde dage har man brugt indendørs, hvor man blandt andet har syltet bær, som ældrecentret har fået foræret af borgere i Suldrup, samt hygget med sang, spil, snak og oplæsning.

