- Torsdag, 6. november 2014
Lokale virksomheder i Rebild ønsker i endnu højere grad at udnytte de potentialer og samarbejdsmuligheder, der ligger i nærområdet. Viljen og interessen er i den grad tilstede, hvilket erhvervsmessen Rebiz, som første gang blev afholdt onsdag den 29. oktober 2014 i Business Park Nord i Støvring, kunne verificere.

Glimt fra erhvervsmessen.
STØVRING: Erhvervsfolk fra små og mellemstore virksomheder i Rebild mødtes onsdag i Støvring til første udgave af erhvervsmessen Rebiz, for at blive inspireret til at samarbejde mere, hente inspirations hos hinanden, og opbygge lokale netværk, der kan hjælpe i udviklingen af den enkelte virksomhed.
Hvis man kender hinanden er det betydelig lettere at drage nytte af hinandens erfaringer og kompetencer - og netop derfor har Business Park Nord og Rebild erhvervskontor i samarbejde dannet rammerne for Rebiz.
I alt 25 virksomheder inden for vidt forskellige brancher udstillede på messen. Robert Bøgekær og Line Bluhme fra virksomheden Induflex, var en af de største virksomheder, der deltog på messen. De hilser initiativet velkommen og ser flere udbytterige punkter ved lokale netværk, og Line Bluhme uddyber:
- Øget samhandel, partnerskaber som kan indgås mod fælles store internationale projekter, sparringspartnere med stor viden indenfor vidt forskellige områder samt lead generering, er alle områder der er interessante og som vi lokalt kan være hinanden behjælpelige med, når først vi kender hinanden og hver enkeltes kernekompetencer.
Det var ikke kun de gode relationer, der blev skabt, også konkrete kommercielle aftaler. Som Dorthe fra Solhøj Blomster beretter: - Det har været en spændende og udbytterig dag, hvor vi har fået nye ideer til forretningen og samtidig har vi fået en konkret aftale i hus, et rigtig godt initiativ til at møde det lokale erhverv.
Udover ovenstående virksomheder deltog flere spændende virksomheder som alle kom med fælles formål – at udvide det lokale netværk og få god dialog i gang.
Rebiz evalueres den kommende tid, og det er forventningen, at virksomhedernes tilbagemeldinger kan danne rammen for en endnu større og succesfuld Rebiz-messe i 2015.

