Det årlige Åbent Hus-arrangement på Himmerlandshave tiltrækker ofte mange mennesker – og i år var ingen undtagelse.

SULDRUP: Torsdag den 27. august var alle beboere, brugere af huset samt alle interesserede inviteret til Åbent Hus.
Dagen startede med dejligt kaffebord med lune boller, samt velkomst ved distriktsleder Jeanette Raas og dagcentermedarbejder Rosa Skriver. Efter formiddagskaffen gik de besøgende rundt ved de forskellige udstillinger af blandt andet håndarbejde fra de kreative grupper samt fuglehuse, lysestager, storke mm. fra træværkstedets produktion. Ligesom, der var mulighed for at tilmelde sig efterårets aktivitetshold.
Dagen igennem var der god mulighed for at hygge samt deltage i små aktiviteter og spil, herunder at male på sten og spille Klodsmajor m.m.
Det store tilløbsstykke var som vanlig Brugerrådets og Himmerlandshaves Vennernes Tombola, hvor man flere gange i løbet af dagen kunne se folk stå i kø for at vinde nogle af de mange flotte præmier – og inden eftermiddagskaffen måtte der meldes udsolgt. Flere af de kreative grupper samt kommunens  handlende havde sponsoreret store og flotte gevinster.
Det var en fornøjelse at se, at alle var glade og deltog aktivt i aktiviteterne på den ene eller anden måde.
 Om eftermiddagen var der kaffe og flotte lagkager samt jyske fortællinger ved Knud Qvist.
Afslutningsvist sendte beboerne balloner til vejrs. Inden i hver ballon lå en lille hilsen. Her blev der opfordret til at sende fortællinger om glæde: Hvem eller hvad der gør os glade – og har vi selv gjort nogen glade i dag? Tilbagemeldingerne skal bruges  til oplæsning i dagcentret, så man kan få en god snak om glæde. Nu venter man med spænding på tilbagemeldinger fra nogle, som har modtaget ballon-post. Et flot syn over Himmerlandshaves tage og over Suldrup med de farvestrålende balloner,  der svævede af sted som punktum for en skøn dag.
Der er ingen tvivl om, at sådan en dag kun kan gennemføres på grund af de engagerede medarbejdere over hele linjen og de fantastiske frivillige kræfter, man har i byen.
Assisterende distriktsleder Lisa Sørensen fortæller:  - De frivillige har, sammen med køkken- og dagcenterpersonalet, haft et stort arbejde med at arrangere det flotte arrangement.  Uden deres store arbejde  kunne dagen ikke gennemføres så flot og godt for både beboere og besøgende og hun retter dermed en stor tak til alle.


e-max.it: your social media marketing partner