En stolt Mads Heindorff sammen med én af AG Københavns store profiler, Joachim Boldsen.

De unge spillere fra Super Train ses her sammen med en del af spillerne fra Aalborg Håndbold.

Støvring IF Håndboldafdelings nye tiltag for klubbens medlemmer på U10 og U12 holdene - ”Super Train” - gav lørdag de unge spillere en kæmpe oplevelse, idet de i samarbejde med Aalborg Håndbold Support havde arrangeret en tur til København, for at overvære opgøret mellem Aalborg Håndbold og AG København.
Rigtig mange af spillerne havde taget imod tilbuddet, og lørdag formiddag tog de af sted til hovedstaden i usædvanligt højt humør. Midt på eftermiddagen kom de til Brøndbyhallen, hvor kampen skulle spilles, og her blev de mødt af direktør Jan Larsen, der steg ind i bussen og gav et oplæg til kampen.
Brøndbyhallen og de godt 5300 tilskuere var en flot og storslået scene for den spændende kamp, der bølgede frem og tilbage, dog mest med Aalborg Håndbold i front. Det hele endte da også med en sejr til nordjyderne og dermed indkasserede AG København sit første nederlag.
Efter kampen gik jagten på autografer i gang, og mange at spillerne fra Støvring fik underskrifter fra såvel profilerne på Aalborg Håndbold som de kendte spillere fra AG Københavns hold.
Turen hjem til Støvring foregik naturligvis i højt humør, og omkring midnat kunne de mange børn fortælle deres forældre og søskende om den fantastiske tur og en yderst spændende kamp.
DS & HH.


e-max.it: your social media marketing partner