- Torsdag, 17. december 2015
Stolte forældre og spændte elever var samlet rundt om i skolen for at høre sangen tone på Luciadag i dejligt vennelag.

GULDBÆK: Duften af nybagt luciabrød, friskbrygget kaffe og dæmpet belysning mødte de morgenfriske. Snart begyndte sangen at klinge.
Først hørte man den svagt - helt dernede i den anden ende af skolen. Man kunne se lysene komme nærmere og nærmere, mens de velkendte toner stille voksede i styrke. En mennesketunnel med forventningsfulde øjne, spejlende de mange stearinlys, skabte plads for det fine optog og ”wow”, hvor var de flotte. De fine hvidklædte piger på en lang række med levende lys i hånd. Langsomt kom de gående i glidende takt, mens de sang – Santa Lucia, Santa Lucia. Stolte så de ud. Nogle var med for første gang, andre var rykket lidt længere frem i rækken og en enkelt havde fået den smukke krans på hovedet og var blevet Luciabrud.
Snart svandt tonerne igen og trak alle fremmødte med ind i morgensangslokalet som vanligvis blev fyldt til sidste plads. Luciapigerne sang et par dejlige sange, og drengene hjalp dem undervejs på trommer og andet slagtøj.
Kaffen blev drukket og luciabrødene nydt, mens der blev leget, hygget, snakket og grint i alle skolens afkroge.
Traditioner rækker frem, kigger tilbage, skaber sammenhæng og sammenhold – tak for endnu en dejlig oplevelse på Guldbæk Friskole.

