- Onsdag, 13. november 2013
Ø. HORNUM: Økonomisk trængte børnefamilier i Øster Hornum Sogn får igen mulighed for at få en hjælpende håndsrækning til at klare juletiden. Et privat initiativ er nemlig igen i år sat i værk for at arrangere julehjælpen til familier med børn.
Initiativtager til projektet er som de sidste år Simona Hansen. Sammen med andre vil hun stykke en julepakke sammen, som efter planen først og fremmest kommer til at bestå af varer, som er doneret af omegnens butikker samt af legetøj. Det er håbet, at julepakken vil kunne gøre en forskel i de familier, hvor det er svært at finde midler til at fejre julen.
Julehjælpen kan søges gennem konst. sognepræst i Øster Hornum, Ingeborg Sebbelin. Ansøgerne loves fuld anonymitet.
Julehjælpen forventes uddelt til ansøgerne den 21.december.
I samme forbindelse eftersøges glade givere fra egnen. Har du eller din virksomhed produkter, som I vil give til det gode formål, modtages alt, der kan forsøde livet for en trængt børnefamilie med stor tak. Pengegaver modtages også meget gerne. Pengene vil blive brugt til at indkøbe varer til julepakkerne.

