Af: Tekst: Karsten Frisk

Én af dansk rock-, film-, teater- og musicalscenes største mester har besøgt Stubhuset i Støvring.

Foto: Lars Bertelsen

STØVRING: Sebastian har haft en karriere, som mange i musikbranchen vil sukke langt efter. Hans resultater er opnået ved hårdt arbejde. Branchen giver ikke noget ved dørene!
For udsolgt hus gik Sebastian på scenen i Stubhuset fredag aften. Alene og kun i selskab med to guitarer. Stemningen emmede af forventning hos publikum. Her var en af ”de helt store” på scenen.
Sebastian startede for alvor sin karriere på den danske musikscene i starten af 70’erne. Det i tidens løb blevet til ca. 2 millioner solgte plader! Slå lige den!
Sebastian startede aftenens program med en efterårssang om blommer. Herefter gav han en kort introduktion til aftenens program. Der ville komme et par børnesange – eller i hvert fald sange om børn. Der ville komme noget nyt og noget fra ”gamle dage”.
En sang om mine børn var skrevet af H. C. Andersen og sat i musik af Sebastian. Sangen handlede om et træ, hvis grene var træets børn. Træet ønskede at se dem alle som stolte skibsmaster på fjerne have. Men ak – sådan skulle det ikke gå. En blev til et kosteskaft, tre blev til hegnspæle og ni blev til pindebrænde. Sådan kan det gå. Livet former sig ikke altid, som man ønsker sig.
Sangen om Ronja Røverdatter udløste et heftigt, langvarigt bifald. Det forekom helt tydeligt, at publikum oplevede genhørsglæde. Mange blandt publikum var i Stubhuset for første gang. Man var kommet for at høre Sebastian. De fleste var i aldersklassen 50+, men også en del yngre mennesker, havde fundet vej til Sebastiankoncerten. Og de syntes, at nyde musikken og stemningen.
Sebastian har gennem hele sin karriere været kendt for at have skrevet vedkommende tekster. Det gør han stadig. Hans tekster om samfundet og livet er værd at lægge ører til. Det er en fornøjelse at høre hans talent for ordekvilibrisme. Ikke mange kan gøre ham dét efter. Sebastian bebudede, at han efter ca. 2 års arbejde til efteråret kommer med ”en forestilling” – uden dog at gå nærmere ind indholdet i forestillingen, eller hvilken type forestilling, vi har i vente. Dog oplyste han, Hodja havde en fremtrædende rolle i forestillingen.  Han gav en smagsprøve på en sang, hvor der virkeligt var kælet for ordekvilibrismen. Det tegner meget lovende for ”forestillingen”..!
En sang om floden Moldau, der løber midt igennem Prag. Uanset hvem, der hersker på Prags Borg, og hvor mange, der har hersket, ruller stenene sagte på bunden af Moldau. En sang med tekst af Bertholdt Brecht og musik af Sebastian. En snag om krise: Os, dem og våbenindustrien.
Det er ganske forrygende, hvad Sebastian spænder over. Perspektivet mangedobles, når man tænker på musicals og teaterforestillinger. Sebastian er en ener i dansk kulturliv.
I andet sæt sang Sebastian nogle af de gamle hits. Jeg gætter på, at det var hovedårsagen til publikums talstærke fremmøde. En perlerække af hits tog kegler. Det var bl.a. ”Den lille Malkeko”, ”Måske ku Vi”, ”Du er ikke alene” – og mange flere.
Men – Sebastian er tydeligt mærket af livet. Stemmen er ikke, hvad den tidligere var. Den første halve time gik med opvarmning af stemmen, der syntes meget skrøbelig og ru. Det blev lidt bedre, men tidligere tiders niveau nåede han ikke. Det forunderlige var dog, at trods en slidt stemme og et langt liv i en hård branche, lykkedes det alligevel på en række numre at fremtrylle magien. Det var ganske fantastiske øjeblikke, publikum blev vidne til. Det gælder især ekstranummeret ”Rose”. Dér følte man virkelig musikken under huden!
En rigtig god aften med fuldt hus. Godt gået, Sebastian..!


e-max.it: your social media marketing partner