- Onsdag, 19. november 2014
Fredag den 14. november 2014 blev efter alle kunstens regler Øster Hornum Børneunivers nye legeplads indviet. Alle børnene fra hele Børneuniverset var samlet inden for hegnet af Børnehavens egen lille legeplads, hvor de spændt ventede på at få lov til at tage den ny legeplads i brug.

Så snart det røde bånd var klippet over, myldrede børnene ind på ”Frirummet”.

Midt i al aktiviteten var der tid til at spise de flødeboller, der blev delt ud til alle børnene.

Stor begejstring og trængsel ved de forskellige aktiviteter.
Ø. HORNUM: Gennem nogen tid, især efter sommerferien, hvor børnehaven blev tilknyttet Børneuniversets arealer, har legepladsen trængt til en kærlig hånd – en meget kærlig hånd. Derfor har en lille håndfuld frivillige forældre taget sagen i egen hånd, og ikke kun for arealer omkring børnehaven, men for hele Børneuniversets arealer, startet et stort projekt til renovering og etablering af en ny legeplads ”Frirummet – Hvor generationer mødes”.
Børnenes og Børneuniversets personales tålmodighed blev under tilblivelsen af ”Frirummet” sat på en prøve, da børnene indtil denne fredag kun udefra måbende kunne se med. Også personalet havde, med blandt andet opdigtede bortforklaringer, deres hyr med at gøre børnene forberedte til, at åbningen af første del af ”Frirummet” nok snart skulle komme.
Endelig skete det! Skoleleder Troels Christensen fortalte kort om, hvordan en flok forældre til børn i Børneuniverset weekend efter weekend havde knoklet med at flytte store jorddynger, grave ud til de forskellige legeredskaber, bygge et skur til opbevaring af legeredskaber, søge fondsmidler og hvad der ellers skulle til for at komme til det færdige resultat. Og ja, færdigt er vel så stort et ord, idet det nu etablerede kun er cirka første tredjedel af hele projektet. Faktisk er den indtil nu etablerede del af ”Frirummet” kun halvdelen af første etape af i alt tre etaper, hvor anden halvdel indeholder en stor bålplads, en stor tipi, et kæmpestort legetårn, en enorm kælkebakke og forskellige boldbaner.
Under stort ståhej og hujende børn blev det røde bånd ved indgangen klippet over af to af projektgruppens deltagere, hvorefter det blev børnenes tur til med stor fornøjelse at indtage området med blandt andet en kæmpe stor ny sandkasse med redskaber, en stor og en endnu større ny vild gynge, en snørklet mooncar bane med vaskehal og tankstation, en tarzan-forhindringsbane, en super rutsjebane, en kæmpe pumptrack bane til cykler, en udfordrende sansehave og meget mere.
For som navnet ”Frirummet – Hvor generationer mødes” antyder, så er ”Frirummet” altid åben for alle aldre, dvs. for børn og voksne, herunder også voksenbørn og ældre. Den er, med blandt andet sansehaven, især også tiltænkt som rekreativt område for ældrecentret ”Birkehøjs” beboere.
Anden halvdel af etape et nås, grundet vejrlig forhold, ikke færdiggjort i 2014, men forventes færdig i starten af 2015. Projektgruppen fortsætter sin søgen af støtte og økonomiske midler via fonde og sponsorer, og håber, at der i den nærmeste fremtid fremkommer kapital til at starte anden og tredje etape af ”Frirummet”. Projekteringen af etape to og tre er i gang, så disse, når midlerne er til stede, også kan iværksættes i starten af 2015. Etape to omhandler renovering af selve skolegården og etape tre de resterende udenoms arealer på Øster Hornum Børneunivers.

