- Onsdag, 27. maj 2015

Det var en flok glade børn fra Bavnebakkeskolen, der deltog i kvalifikationsstævne til Skole OL i Skovdalen i Aalborg.

5B fra Bavnebakkeskolen fik en flot samlet andenplads.
STØVRING: De tre femte klasser fra Bavnebakkeskolen deltog tirsdag den 19. maj i et stort atletikstævne i Skovdalen i Aalborg. Stævnet var et kvalifikationsstævne til Skole OL, hvor vinderskolen ville gå videre til finalen på Østerbro Stadion i København. Stævnet havde deltagelse af 30 klasser, 27 fra Aalborg Kommune, og altså kun tre fra Rebild Kommune.
Alligevel var Bavnebakkeskolen med til at dominere stævnet og vandt tre af de seks discipliner. Henrik Kløjgaard Andersen fra 5B vandt længdespring. I 400 meter, løb Jeppe Linnerup Petersen fra 5B med sejren, og i 20 x 200 meter stafet satte 5B alle modstandere på plads, da de løb de 20 x 200 meter i tiden 12 minutter og ni sekunder. Et halvt minut senere kom nummer to i mål. I de sidste discipliner 60 meter sprint, 60 meter hæk og boldkast blev det også til top ti placeringer til Bavnebakkeskolen.
For at finde det samlede resultat blev der udregnet et gennemsnit af hele klassens resultater i alle discipliner, og det endte med en flot andenplads til Bavnebakkeskolens 5B, en syvendeplads til 5C og en 11. plads til 5C.

