- Fredag, 19. december 2014
Torsdag den 18. december var elever fra 3. årgang på en vigtig opgave på Ældrecenter Himmerlandshave.

3. klasse fra Suldrup Skole besøgte Ældrecenter Himmerlandshave, sammen med musiklærer Vagn Mikkelsen.
SULDRUP: Sammen med musiklærer Vagn Mikkelsen havde eleverne en aftale om, at komme og læse julehistorier og synge for de ældre. Julehistorierne havde eleverne selv skrevet, og det er altid rart at have modtagere til de ting, man skriver, og når man selv kan få lov til at læse op – så er det næsten som at være rigtig forfatter.
Eleverne havde et par sange med, men de ældre ville gerne høre flere. Eleverne havde heldigvis – sammen med deres lærer Vagn Mikkelsen – talsange i ærmet.
Vagn Mikkelsen, nu kendt som ’ham fra fjernsynet’, har for nylig udgivet cd med talsange til brug i undervisningen. Men sange, der kan anvendes i undervisningen, kan selvfølgelig også synges på ældrecentret. Én af eleverne havde sin oldefar på ældrecentret, og han kunne nyde at se sit oldebarn sammen med skolekammeraterne.
Efter sigende skulle skolens elever være meget velkomne til at komme forbi med historier og sange en anden dag.

