- Fredag, 6. marts 2015
På et borgermøde den 4. februar 2015 på Støvring Gymnasium blev der valgt medlemmer til et lokalråd for Støvring og Sørup.

Lokalrådet er allerede trukket i arbejdstøjet, og opfordrer til, at man deltager i debatten om, hvad man kan gøre for Støvring/Sørup.
STØVRING/SØRUP: De valgte har nu konstitueret sig og påbegyndt arbejdet under formanden Mogens Dam Andersen. De øvrige ordinære medlemmer og suppleanter er næstformand Ole Bæhr, kasserer Claus Elvstrøm Christiansen, sekretær Britta E. Nielsen, Pia M. Christensen, Allan Jensen, Kaj Bjørnlund Jensen, Klaus Märcher og Nina Lidegaard.
Deltag i debatten om, hvad vi kan gøre godt for Støvring-Sørupområdet. Facebook-gruppe ”Støvring-Sørup Lokalråd” er oprettet af Ole Bæhr, hvor man opfordrer alle i Støvring-Sørup til at medvirke. Kender du nogen, der interesserer sig for Støvring-Sørup så send det videre i dit netværk.
Du kan også skrive et debatindlæg til Folkebladet, som er vores lokale avis.
Vi søger altid flere gode ideer at arbejde med, så kom og vær med.
Det kunne også være et projekt, du brænder for at få sat i verden, som du kunne arbejde videre med og vi støttede.
Fakta om lokalområdet
Lokalrådet skal ifølge vedtægterne bl.a. arbejde for at varetage lokalsamfundets interesser og for at fremme dets udvikling.
Rådet skal være et koordinerende, formidlende og igangsættende led i lokalsamfundet og fungere som kontaktled til kommunen.
Der er afsat begrænsede midler i en kommunal Byzonepulje, som Støvring-Sørup lokalråd kan søge andel i på linie med de øvrige lokalråd i Kommunen.

