- Onsdag, 28. august 2013
I weekenden afvikledes årets klubmesterskaber i det bedste vejr næsten nogensinde i klubbens historie. Dog kom der i løbet af dagen en vind, der godt kunne drille både de øvede og de mindre øvede.

Fra venstre Anders Krogh Nielsen, Merete Høgh Jensen, Marie-Louise Maarup, Joachim R. Kristensen, Peter Andersen, Tommy Jensen, Mads Christoffersen og Ole Uhrenholt
SKØRPING: Der blev fra mange sider udtrykt stor tilfredshed med turneringens forløb, men naturligvis ingen roser uden torne og ingen grise uden orne, så matchledelsen blev alligevel holdt vågen.
Den største række i år var rækken for stablefordspillere med 26 deltagere. Her blev Tommy Jensen vinder med i alt 76 point for to runder, hvilket kommer til at betyde et lavere handicap fremover. Det samme sker også for Jørgen Kjær Christensen og Valther Sø Madsen i henholdsvis 75 og 73 point. 4. pladsen blev taget af Ole Emil Hansen, der også får et nyt handicap efter en score på 72 point, heraf de 40 på 2. runde.
I veteran damer blev Merete Høgh Jensen en så sikker vinder, at oddsene på hende var mindre end 1.
Der var mere kamp om pladserne hos veteran herrer, hvor Ole Uhrenholt blev vinder foran Stig Bonfils.
I old girls tog Marie-Louise Maarup førstepladsen foran Anne Bonfils.
I old boys tog et af klubbens tidligere store talenter Anders Krogh Nielsen i nyvunden storform pokalen.
Efter storspil i rækken for mid-age tog Peter Andersen pokalen i 19 slag foran nr. 2. Allan Brandt. I denne række betød både nervøsitet og dårlige slag, at spillere som Bent Pedersen og Thomas Riise kun kom ind på sekundære placeringer.
I juniorrækken vandt Mads Christoffersen foran Nicolai Werner Jensen.
Klubbens fornemste række er alt andet lige herre senior, hvor den tilbagevendte Joachim Rune Kristensen vandt med tre slag foran Jan Høgh. Her havde Joachim ellers været foran med 13 slag før sidste runde, men en sikker birdie på sidste hul slog sejren fast.

