Torsdag den 8. august blev alle elever budt velkommen tilbage fra en dejlig sommerferie med masser af solskin. Det foregik i den store aula, hvor skoleleder Marianne Nielsen også præsenterede den nye infoskærm, der skal hjælpe alle med at holde styr på fødselsdage, skemaændringer, møder med meget mere. Alle de ting, der er vigtige på en skole i hverdagen. De nye 0. årgang-elever mødte først ind kl. 10, hvor de fik en særlig velkomst sammen med deres forældre.
n SULDRUP: Skoleåret 2013-14 byder på en del nye tiltag fordelt på alle aldre. For de ældste elevers vedkommende arbejdes der frem mod en linjeordning startende fra efterårsferien. Lige nu arbejder elever og lærere med at opstille mål for klasser, hold og for den enkelte.
Mellemtrinnet får fokus på it, særlig 4. årgang er it-årgang og vil inden længe få en Google Crome Book hver. Indskolingen har fokus på elevens alsidige udvikling og på sfo-mål i et nyt tiltag: Aktivitetsbånd lige efter middagspausen.  
Lærere og pædagoger sætter målfastsatte aktiviteter i gang. I et par af indskolingslokaler arbejdes der med ny indretning af klasserummet, hvor de forskellige aktiviteter som for eksempel fælles gennemgang, fælles snak, historier og individuelt arbejde er adskilt tydeligt i forhold til møblering. For alle klasser på Suldrup Skole gælder det, at it i alle fag er et fokuspunkt.
I Rebild Kommune er en it-strategi i gang på alle skoler, således også på Suldrup Skole. Skolebestyrelsen vil i den nærmeste fremtid drøfte, hvordan opgaven med it-strategiens implementering håndteres på skolen, herunder hvordan det kan løses, at elever fra 7. årgang forventes at medbringe device, eget udstyr.
Forældrene på skolen vil sammen med skolebestyrelsen drøfte deres rolle i inklusionslovgivningen fra august 2012. I foråret blev der afholdt et fællesarrangement med konsulent Bente Tranum for alle forældre i børnehave og skole – og dagplejere og dagplejere var også inviteret med. Her var indledende drøftelser af forældrenes opgaver i forbindelse med, at alle skal føle sig regnet med og at der skal regnes med alle.
Således er der nok af spændende opgaver på skolen for såvel elever, forældre og ansatte.


e-max.it: your social media marketing partner