Man skal se den nye folkekomedie med Bodil Jørgensen

Ældre Sagen inviterer sine medlemmer til Danmarkspremiere i Seniorbiografen med efterfølgende julehygge med kaffebord, musik og korsang. Her ses de to formænd, Lisse Trads og Finn Berg, da Ældre Sagen sidst var i Seniorbiografen.

SKØRPING: ÆldreSagens mange medlemmer i Rebild kommune kan se frem til at få en særdeles fornøjelig start på julemåneden. Der er indgået en aftale med Seniorbiografen i Skørping om, at man som de første i landet kan se den nye, danske folkekomedie ”All inclusive” med Bodil Jørgensen i hovedrollen tirsdag den 2. december. Filmen har først officiel Danmarkspremiere 1. juledag.
Det er den kendte instruktør Hella Joof, som står bag filmen. Den handler om de to søskende Ditte og Sigrid, som tager deres mor, Lise, med til Malta for at fejre hendes 60 års fødselsdag. Lise er lige blevet forladt af sin mand, og hendes børn er uenige om, hvordan de gør hende glad igen. Det skaber intriger og drama på charterferien.

Julehygge med
underholdning
Efter filmen går man op i festsalen på KulturStationen, hvor der bliver julehygge med kaffebord, musik, sang og underholdning.
- Der er lagt et meget spændende program. Vi får bl.a. besøg af Julemærkehjemmets børnekor, som netop har været i København for at synge ved afsløringen af årets julemærke. Det foregik på rådhuset, og blandt gæsterne var kronprinsesse Mary, fortæller Seniorbiografens leder Erling Junker Holst.
Man får også besøg af musikanterne Freddy Samsing og Kristian Nefer fra Aalbæk som spiller på henholdsvis nøgleharpe og guitar.
Sidst på eftermiddagen er det Skørpingkoret, der indtager scenen under ledelse af Søren Steen Nielsen. Koret kommer med et program, som byder på ca. 20 minutters julestemning.
- Jeg kan kun anbefale vore medlemmer at melde sig til dette arrangement. Vi har tidligere haft et lignende samarbejde med Seniorbiografen – til alles fulde tilfredshed. Vi kan meget hver for sig, men endnu mere sammen, siger Lisse Trads, der er formand i ÆldreSagen.


e-max.it: your social media marketing partner