- Onsdag, 12. juni 2013
Marc Chagall, Jens Birkemose, Alechinsky, Robert Jacobsen, Estéve, Tom Krøjer, Georges Braque, Kurt Trampedach, Jørgen Boberg, Bjørn T. Hansen m.fl. En perlerække af forskellige spændende danske og udenlandske kunstnere er samlet, så der skulle gerne være noget for enhver smag.

Chagall Adam et Eve et le fruit defendu.
Man har før haft grafik af Chagall og har nu igen et lille udvalg, f.eks. det charmerende billede på vor plakat: Adam et Eve et le fruit defendu. De udstillede billeder af Chagall er originale litografier, men usignerede, de er derfor til at komme i nærheden af rent prismæssigt.
Man har sørget for, at der i udvalget af kunstnere findes mange internationalt kendte navne. Det er i det hele taget et usædvanlig interessant udvalg af grafik, der bliver præsenteret, og der vil løbende blive skiftet ud på væggene, og der vil også komme flere navne til i løbet af sommeren.
I denne udstilling kan man også præsentere mindre oliemalerier af både Jens Birkemose og Tom Krøjer.
På første sal kan man som sædvanlig se skiftende udstillinger af godt dansk kunsthåndværk.
På guldsmedeværkstedet kan man desuden se et lille udvalg af Ole Skovsmoses malerier.
Man kan altid få et par gode interessante timer til at gå hos Kulturkøbmanden.
Ferniseringen åbnes af lektor i billedkunst og selv udøvende kunstner Hanne Bøgesvang. Kunsthandler Hans Moestrup vil også være til stede i starten af ferniseringen og klar til at svare på spørgsmål.
Som sædvanlige vil der være god servering med de lækre produkter fra St. Brøndum Gourmetrute – både vådt og tørt. Brøndum Antikvariat vil til lejligheden fylde ekstra godt op med gode kunstbøger. Ølhylderne vil også være fyldt op med både de gode gamle men også nye spændende øl, bl.a. gode sommerøl.
De frivillige glæder sig til endnu engang at byde velkommen til et særligt sted med mange spændende produkter under samme tag.

