- Onsdag, 23. marts 2011


SULDRUP: Den 10. marts blev der i Børnehuset Kronhjorten holdt det første forældremøde med valg til forældrebestyrelsen. Der var mødt mange forældre frem fra såvel småbørnsgruppen som børnehavegruppen og sproggruppen.
Aftenen startede med et foredrag med Johannes Andersen, samfundsforsker ved Aalborg Universitet. Foredraget blev holdt under titlen ”Hverdagens centrifuge”. I humoristisk og hurtigt tempo kom han rundt omkring det daglige liv og den moderne livsform, hvor samværet med ens børn foregår via mobilen, lørdagshygge i indkøbskatedraler og aftensmad foran fjernsynet.
Der blev grinet en del under foredraget, men det var gav stof til eftertanke.
Derefter blev der afgivet beretning ved afgående formand for Kronhjortens bestyrelse, Maria Trysøe Nielsen, som fortalte om bestyrelsens kæmpestore arbejde. Arbejdet drejede sig i begyndelsen mest om den ny ledelsesstruktur for børnehaverne i Rebild Kommune, og senere krævede flytningen fra Doktorvænget til Kronhjorten også en del bestyrelsesarbejde. Efter den vel overståede flytning skulle der så tages stilling til, om der skulle etableres en madordning i børnehuset. Trods de mange store arbejdsopgaver var der stadig megen glæde og entusiasme at spore hos bestyrelsen, hvoraf en del endda havde mod på at fortsætte bestyrelsesarbejdet endnu en periode.
Efter beretningen blev den afgående bestyrelse takket for deres store arbejde.
Sidste punkt var valg til ny bestyrelse for hele institutionen samt valg til aktivitetsudvalg i både småbørnsgruppen og børnehavegruppen. Her var der stor interesse at spore fra forældresiden, idet posterne i aktivitetsudvalgene hurtigt blev besat, og det krævede en afstemning at få valgt den ny bestyrelse.
Alt i alt var det et rigtig fint arrangement, som blev afholdt i en god atmosfære, og hvor man kunne mærke stor begejstring for at være med til at udvikle det nye Børnehuset Kronhjorten.

