Humor og ironi er forskellige livsholdninger, men de har det fælles, at mennesket er skabt til noget absolut godt. Begge betoner de modsætningerne og er derfor sjove.
Ironikeren, f.eks. Piet Hein, er idealist og brodden i hans vid vender udefter, ud mod de andre, der indbilder sig og forsøger at bilde andre ind, at de lever op til idealerne eller bare forsøger. Ironien er drillende og kaldes frem, når der bliver for stor forskel på virkeligheden og idealerne. Ironien tugter straffer og sætter på plads. Ironi er at sige noget alvorligt, som ikke er alvorligt ment,- ”Ih - hvor er du dygtig! ” Ironien lever af troen på, at livet er noget absolut godt, som der skal leves op til!
Humoristen, f.eks. Robert Storm Pedersen med sine fluer, er ikke idealist, men idealet står ham for øje som det store og virkelige, der burde leves op til. Hos humoristen vender brodden begge veje både mod sig selv og de andre. Der er vemod og smerte i humoren.
Ironi er at sige noget alvorligt, som ikke er alvorligt ment, mens humor er at sige noget spøgefuldt, som ikke er spøgefuldt ment. I en af Storm P.’s fluer hedder det: ”Når nu menneskene er så gode, hvorfor er de det så ikke!”. Eller som H. Heine siger det: ”Hvad er værst en tandpine eller en dårlig samvittighed?” Og vi svarer alle – tandpine! Stakkels verden! Eller som det hedder i en anden af Storm P.’s fluer. Det bedste i verden er en god samvittighed, det næstbedste er en god sagfører.
Ironien reflekterer på den konkrete skyld, humoren på den totale skyld, alles skyld, at verden ser ud som den gør, selv om den er skabt til noget absolut godt! Ironi og humor vidner om, at Guds skaberværk, livet, er godt, men vi er bare ikke så gode mod det.