Jesus siger: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt…”. Når grenen bærer frugt, da giver den, hvad den fik. Den samme saft, som steg fra jorden til stammen og fra stammen gik videre til grenen, denne saft samler grenen nu i moden frugt, og byder den til dem, der vil plukke glædens druer.
Grenen bærer frugten frem, som stammer fra roden:” Kærlighed er nådens rod, roden i Himmerig inde, derfor til nådens frugt fuldgod, magen er ikke at finde, frugten har smag af roden sød, frugten er sød i liv og død, sødest i salighedsglæden”.
”Jesus siger:” Jeg er vintræet, I er grenene”. Det er ikke grenene, der bærer træet, men træet, der bærer grenene. Det er ikke grenene, som skaber frugten, men det er træets rod, det er træet selv: ”Jeg er vintræet. I er grenene, siger Jesus, og det husker vi så på, når vi bærer frugterne frem og frugterne er frugterne af hans liv i vore ord om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv, nådens ord, en frugt i os, som vi lever af selv i døden:  ”Et lys, som aldrig bliver slukt, en blomst, som altid sætter frugt, en videnskab, som Gud kun véd, er livet i din kærlighed”.
”Den, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” Skilt fra Gud står vi overfor Guds rungende nej, et nej så stort og så rungende som gravens mørke. Forbundet med Gud gennem kærligheds årer, da bærer vi megen frugt. Når grenen bærer frugt, da giver grenene, hvad den selv fik – intet andet. Den samme saft, som steg fra jorden til stammen og gik videre til grenen, den samler grenen nu i moden frugt og byder den til dem, der vil plukke.