Gennem dåbens vand træder vi ind i det fællesskab, som vokser op, styrkes og næres og fuldkommes ved nadverbordet, et fællesskab, hvor værdierne er vendt anderledes, og den største ikke er den, der tjener mest, men den der tjener mest, og hvor selv tiden løber den anden vej. Hver dag og time er ikke længere end dag eller time nærmere døden, men nærmere livets kilde, nærmere Gud til dig, nærmere dig! Nærmere den store påskemorgen, hvor de døde ikke længere lægges bort i graven, men løftes ud af graven og op i et lys, som skinner med en særlig glans, fordi Gud selv er solen på himlen.
Vi véd af smertelig erfaring, at den der vil til vejrs giver det altid en ekstra millimeter at stille sig på en andens ligtorn, men noget andet er sandt i en langt dybere forstand, og det står på forfatteren Tom Kristensens gravsten på Turø kirkegård: ”Når jeg bøjer mig, så dybt som jeg kan, vokser min verden sig stor”.
Når vi træder ind gennem dåbens dør, betyder det ikke, at vi forvandles til overmennesker, der er hævede over synden, frygten og forfængeligheden, men det betyder, at du kan smile af dine svagheder, dine fald og dine fejl, dit skjold og dine masker, for det er alt sammen taget fra dig og lagt ind i den himmelske kamin. Og vi kan smiler af os selv, fordi vi har ikke meningen med livet liggende inde i os selv.
Det menneskelige sind er bygget alt for stort til at noget i livet magter at fylde det fra gulv til loft. Vort liv kan kun være meningsfyldt, kan kun fyldes med mening, når vi lukker Gud ind. Gud alene er stor nok til at fylde rammerne ud på det menneske, der er skabt i Guds billede!