- Onsdag, 19. august 2015
”Jagt lykken i Triatland” er navnet på filmen, der skal synliggøre Rebild Kommunes kvaliteter som outdoor sports-destination og tiltrække turister, erhvervsliv og tilflyttere. Kommunen har selv skrevet manuskript til en anderledes og ordløs promotion-film.
Den sportsklædte kvinde sidder på hug og drikker af Ravnkilden for foden af Rebild Bakker. Ved lyden af cyklen, der bremser i gruset, kigger hun op og flygter ind i skoven - jagten er i gang!
Kommunikationskonsulent og manuskriptforfatter i Rebild Kommune, Thomas Dahl Nordlund fortæller.
- Det har fra starten været idéen, at filmen skulle appellere mere til hjertet end til hovedet. Kommunemarkedsføring er traditionelt kendt for kedelig opremsning af ”produktfakta”. Vi har i stedet ladet billederne fortælle historien og håber, at optagelserne fra fotogene Rebild Bakker og Rold Skov vil give publikum lyst til at besøge – eller endnu bedre, bosætte sig – i Rebild Kommune.
Triatland Rebild
– Danmarks outdoor sportsdestination nr. 1
Ifølge kommunikationskonsulenten er Triatland-brandets styrke, at det bygger på noget, der allerede eksisterer fysisk og konkret.
- Rebild Kommune har Danmarks største sammenhængende skov på 80 kvadratkilometer og er et af de steder i landet med flest højdemeter per tilbagelagt kilometer. Det gør os attraktive for udendørs sportsturister og tiltrækker årligt 30 udendørs sportsevents med deltagere fra hele landet. Strategien er, at jo flere, der dyrker sport i kommunen, jo flere vil bosætte sig på sigt.
Med brandet ”Triatland” ønsker kommunen at blive husket som Danmarks bedste sted at dyrke outdoor sport - hvad enten man svømmer, cykler, løber, spiller golf eller noget helt femte.
- Triatland-filmen fremviser et område i Danmark med national appel for alle, der elsker at dyrke sport i udfordrende og smukke omgivelser. Oven i købet i et område med så mange naturlige kilder, at man ikke behøver, at medbringe vand til turen, forklarer kommunikationskonsulenten fra Rebild Kommune.
Kommunen har selv
skrevet manuskriptet
Kommunen har for at holde filmbudgettet nede fokuseret på den gode fortælling - og det gode håndværk hos produktionsselskabet, der har været hyret ind til at lave optagelserne.
Idé, koncept, manuskript, storyboard og projektledelse er varetaget af kommunikationsafdelingen og hovedrolleindehaverne i filmen er henholdsvis en medarbejder og en praktikant, der selv har lagt løbetøj og cykel til. Sidstnævntes familie optræder som statister i filmens sidste sekunder og fiskestangen i slutbilledet er manuskriptforfatterens private. Det har alt i alt betydet meget lave produktionsomkostninger. Ifølge borgmester Leon Sebbelin vil en enkelt tilflyttende børnefamilie være mere end tilstrækkeligt til at finansiere både film og distribution.
Skal tiltrække turister, erhverv og tilflyttere
Ambitionen er dog noget højere end blot én familie.
- Kommunens indtægter kommer fra skatteborgerne, og når vi får flere tilflyttere gør vi den fælles pulje større og kan øge serviceniveauet. Fra kendskabsanalyser ved vi, at vi ikke er særlig kendte uden for kommunen i dag. Samtidig scorer vi højt på tilfredshed hos de borgere, der allerede bor her. Vi har derfor konkluderet, at en større synlighed vil tiltrække flere borgere. Faktisk går vi efter at være 3000 flere indbyggere i år 2025, fortæller en optimistisk borgmester.

