Een dag vil være den sidste, men måske ikke den værste. Også jorden er levende, og en dag vil være dens sidste. De kræfter, som vil ryste alt, ryste jorden og stjernerne ned fra himlen har vi selv sat i bevægelse ved at fylde jorden med uret og vold. Er der en sammenhæng mellem den lille verdens kollaps og den stores?
 Vi har alle set det! Det er sladderens tid. Det er svampenes tid. En verden synker sammen opløst i al stilhed af bagvaskelse udløst hjerteløst af en hvisken i krogene. Vi drømte ikke om, hvilke kræfter vi udløste og, hvilke ulykker vi forvoldte. Rystede står vi og benægter sammenhængen mellem sladderen og fortvivlelsens sidste udvej.
Ord bliver ikke bare til jord, de synker ned og forgifter grundvandet i vort fælles liv. Kræfterne vi slap løs tog magten fra os. Stenen fløj af hånden og ordet af munden og en lille verden vælter for vore øjne. Vi legede med ilden, og den fik for godt fat, og vi lærte på den hårde måde, at der var en sammenhæng mellem bålet og flammehavet mellem vor egen, vor næstes og vor fælles verden.
Det er midt i opløsningen, at vi møder forløsningen. Det er midt i synden, at vi møder syndernes forladelse, og det er en ny begyndelse.
Begyndelsen: Summen af alle lyse morgener – begyndelsen – som fryden ved et vindue, der åbnes mod havet, det uendelige, blå, bølgende hav. Begyndelsen er en gave, som vi får rakt ved nogle få, men betydningsfulde sporskift i livet.
Tilsidst skal jordens kræfter rystes, men smerterne er véer, for en ny verden fødes, en ny himmel og en ny jord: Jesus siger til os til allersidst i vor Bibelbog: ”Jeg er alfa og omega – begyndelsen og afslutningen. Altså: i ham er begyndelse og afslutning forenet, så der ikke er en begyndelsen uden afslutning og ingen afslutning uden begyndelse.