- Torsdag, 18. august 2016

Glimt fra sidste års modeshow ved Havnefesten.
STØVRING: Spisebillet-terne til grisefesten til HavneBYfesten den 3. september er allerede ved at få ben at gå på. Allerede inden den første annonce har været i, er der solgt 133 af 200 billetter i forsalg, så man kan kun råde til at være hurtige, hvis man vil med til grisefesten, fortæller Anders Norup fra Byfestgruppen.
Udvidet åbningstid
I anledningen af Havne-BYfesten har butikkerne åbent til kl. 16.00, så hvis det nye efterårstøj, sko, briller eller hår frister, når de lokale modeller har vist det frem på den røde løber, så er der mulighed for at få det med hjem samme dag.
Børn og voksne mænd og kvinder kommer på den røde løber under elegant ”speak” og den aktuelle hotte musik.
Det er Blondie, Noah, Footsteps, Me & Eliza, Stof og mode, Wagner, Profiloptik, Brillenyt, Hair by Valsø, Salon Brandt m.m., der har lagt fælles kræfter i endnu et forrygende modeshow.
Gåtur med information om byudvikling
Løbeklubben står for motionsløbet, hvor ruten både starter og slutter i Jernbanegade, men derudover arrangerer de en gåtur til området øst for Banen, hvor formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Lene Aalestrup vil gå med og undervejs på turen informere om de aktuelle og fremtidige byudviklingsplaner i Støvring.
Børnenes fest
En byfest skal også være for børn. Sidste år var gaden stoppet med børnekræmmere. Det er gratis at få en stand på to meter, man skal bare møde op på dagen. Så ryd op i legetøj, tøj, cykler mm. Og gør en god handel.

