Det viser den første analyse af krisens konsekvenser for beskæftigelsen i Nordjylland og de nordjyske kommuner, som netop er færdig.
Siden starten af krisen i 2008, har Rebildborgerne mistet flest job inden for handel, jern og metal og bygge og anlæg, mens det især er bygge og anlæg, hotel og restauration og serviceerhvervene der har efterspurgt mere personale i 2010.
Det kan man læse om i en ny analyse fra Beskæftigelsesregion Nordjylland.
- Arbejdsmarkedsudvalget og Det Lokale Beskæftigelsesråd er enige om, at de vigtigste indsatsområder nu og her er unge: vi skal have nedbragt ungeledigheden og have flere unge i uddannelse, derudover har vi det klare mål at øge beskæftigelsen og dermed forhindre at flere ryger ud i langtidsledighed - siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Rebild Kommune, Klaus Anker Hansen (S) og fortætter – Vi vil bruge de næste par måneder til at finpudse strategien, men er fuldstændig enige med Det Lokale Beskæftigelsesråd i, at vi skal rette fokus mod redskaber som voksenlærlinge og job­rotation i den kommende tid, og dermed bygge videre på det gode samarbejde, der i forvejen er med det lokale erhvervsliv.
Der er blevet 950 færre lønmodtagere med bopæl i Rebild Kommune fra august 2008 til august 2010, hvor beskæftigelsen var på 12.100 personer. Det svarer til et fald i beskæftigelsen på 7 pct.
Procentvis har faldet i beskæftigelsen stort set været det samme i Rebild som i resten af den nordjyske region.
Faldet i beskæftigelsen gennem krisen, har ikke ramt alle brancher lige hårdt. Industrien er den branche, hvor flest af de beskæftigede fra Rebild har mistet jobbet. Samlet set er antallet af beskæftigede i industrien faldet med mere end 500 eller næsten 22 pct. i forhold til hvor mange, der var beskæftiget i industrien før krisen.
Mange fra industrien finder job i andre brancher end den, de kom fra.
Næsten hver fjerde af de ledige fra Rebild, som var i industrien og som har fundet job igen, har skiftet branche. Hovedparten af dem, der har skiftet branche fandt job igen i den offentlige sektor. Derimod har ledige fra byggebranchen, som igen har fundet job, i langt højere grad genfundet det i samme branche.
Brancheskift er ofte et væsentligt element i en effektiv jobsøgningsstrategi. Det gælder ikke mindst, når konjunkturerne i kortere eller længere tid er mindre gunstige inden for den branche, hvor man har mistet beskæftigelsen.


e-max.it: your social media marketing partner