- Onsdag, 15. september 2010

Spar Nords kundechef, Bettina Refsgaard, overrækker formand Bitten Beyer og kasserer Susanne Ørtved en gave for oprykningen til 3. division.

Michael løfter sejrstrofæet for gevinsten i herresingle, medens Frank Støvring klapper af sin modstanders flotte indsats.
STØVRING: Efter en succesfuld sæson, der i sidste weekend blev kronet med oprykning til 3. division afviklede Støvring Tennis Klub klubmesterskaber lørdag den 11. september. Indimellem kampene var der rig lejlighed til at lufte paraplyerne for de fremmødte tilskuere, alt imedens de så de letbenede spillere løbe til og fra banerne mellem bygerne. Men kampene blev alle på nær en udsat herredouble afviklet trods de drilske vejrguder.
Ikke overraskende samlede spændingen sig om herresinglefinalen mellem klubbens to bedste herrer, Michael Jensen og Frank Støvring. Kampen blev i et vist omfang præget af vejret, men trods ophold et par gange i kampen fik tilskuerne flot underholdning og en god kamp. Første sæt var meget lige men hældte til sidst til Michael Jensens fordel.
Fra starten af andet sæt tog Michael fuldstændig teten og sendte med sine hårde grundslag Frank ud på en umulig mission. Frank fik aldrig gang i sit ellers så sikre grundspil og måtte gang på gang se, at Michael succesfuldt fik holdt slagene tæt på linierne i et konstant aggressivt tempo. Efter knap en times kamp måtte Frank strække våben. Michael vandt 6-4, 6-1.
Det er længe siden Michael har set så stærk ud, og det giver høje forhåbninger om næste sæson. Ærgerligt er det dog, idet Michael senere på dagen viste at han havde tænkt sig at udleve et andet stærkt talent, og måske derfor ikke får så meget tid til tennis. Michael bekendte at han også tænkt sig at kaste sig over sang i det kommende år . Klubben håber dog at kunne fastholde Michaels interesse i tennis ved at bakke op om hans sangtalent. I damesingle vandt Karin Rytter med 6-1, 6-1 over Bitten Beyer. Karins sikre forhånd voldte fra begyndelsen Bitten problemer og trods lange partier red Rytter af med sejren.
Dermed blev Karin og Michael de to første spillere, som får indgraveret deres navne i Støvring Tennis Klubs nye vandrepokaler i singlerækkerne i senior A.
I mixeddouble tog Michael nemlig også mesterskabet sammen med Karen Eriksen, også kaldet Tiger-Karen på grund af hendes lange spring efter boldene og brøl efter vundne bolde. Karen og Michael vandt i 2 sæt over Tenna Vinther-Jensen og Martin Lauridsen 6-4, 6-3. Michael og Martin skal også stå på hver sin side af nettet i herredouble, sammen med henholdsvis Frank Støvring og Michael Aalestrup.
I damedouble vandt Karin Rytter og Martha Pedersen klart over Susanne Ørtved og Bitten Beyer med 6-3, 6-0.
I B-rækken vandt Ole Dupont herresingle over Poul Møller med 6-1, 6-1. Ole vandt herredouble sammen med Jesper Jensen over Poul Møller og Arthur Nørgaard i 3 sæt. Martha Pedersen blev dobbelt klubmester sammen med Finn Hansen i mixed. Lilian Hansen tog stikket hjem i damesingle uden kamp, da Karen Eriksen havde sprunget en gang for langt i damedouble, hvor hun blev skadet. Her måtte hun sammen med Lilian se sig slået af Marianne Larsen og Inge Dorit Nørgaard.
Hos juniorerne blev der kåret tre klubmestre – Mikkel Søndergaard vandt over Louise Dupont. Sebastian Søndergaard vandt over Søren Bregnhøj og endelig vandt Hans Oluf Riksfjord over Mikkel Lauritsen. Flot spil blandt juniorerne, som også viser, at der noget talent, at bygge videre på.

