- Onsdag, 7. januar 2015
REBILD: Yoga har altid eksisteret som fag i aftenskolen, men da Pilates for nogle år siden dukkede op, blev Yoga fortrængt til 2. pladsen målt på de populære sundhedstilbud i en aftenskole! Pilates er stadig populært og et sundt tilbud, men mange vender nu tilbage til Yoga, som i mellemtiden har undergået en del udvikling.
LOF Rebild har Victoria Nord som underviser, og hun dækker over kategorier som Yoga Blidt, 60 plus, power - og har også et tilbud om traditionel Yoga. Som specialiteter udbyder vi også Detox Workshop med yoga, og barsler med Yoga for golfspillere, siger skoleleder Jan Vestergaard.
LOF ønsker at samarbejde med alle der har lyst til det, og en af dem der har taget imod denne invitation, er Osteoporoseforeningen, som vi afholdt to foredrag med i 2014. I foråret har vi to kursustilbud om dels øvelser i vand og dels et kursus for borgere, der ønsker en ordentlig vejrtrækning. Dette behov er ikke forbeholdt KOL patienter, men alle, der ønsker at forebygge netop KOL.
Samarbejde har vi også med Stubhuset og Biblioteket i Støvring, hvor vi følger Michelle Kristensens foredrag i november op med to nye spændende i februar og maj. Dels Søs Egelind med sit foredrag om hvordan hun overvandt kræften, og dels den meget kendte sundhedsguru Chris McDonald, der både er god for vigtige og sunde budskaber og samtidig leverer dem med en god portion fysik og humor.
- LOF Rebild holder fast i sin ambition om at have tilbud i hele kommunen, og kan lige nu tilbyde kurser i Terndrup, Nørager, Skørping, Mejlby og Støvring. Er der landsbyforeninger eller borgere i andre af kommunens byer, der er klar til et samarbejde om kursus i deres by, kan man kontakte mig, lyder det fra Jan Vestergaard.

