- Onsdag, 23. marts 2011


De valgte kandidater fra venstre Karl kr. Andersen, Preben Førby Lassen, Poul Kristian Nielsen flankeret af direktør Lisa Kjær og bankdirektør John Lundsgaard.

Medlemmer af Bankrådet i Område Rebild, bagerst fra venstre direktør Lisa Kjær, Birgitte Holst Pedersen, Karl Kr. Andersen, Henrik Østergaard, Poul Kr. Nielsen, forrest Lene Åbom, Gitte Holmgaard Sørensen (medarbejdervalgt), Preben Førby Lassen, Knud Dahl, Michael Steffen Nielsen.
STØVRING: Aktionærerne mødte talstærkt op, da Spar Nord Rebild i sidste uge holdt aktionærmøder i Støvringhallen med fokus på højdepunkterne i 2010 og forventningerne til 2011.
1.300 aktionærer mødte op og interessen var stor, da Spar Nord Rebild i sidste uge slog dørene op til to møder med fokus på den finansielle verden. Fra bankens direktion deltog John Lundsgaard. I hans beretning, som var med både globale og nationale øjne, gjorde han status over 2010 hvor banklukninger i Danmark har præget både bankens regnskab og muligheder for fremover at skaffe kapital til en fornuftig pris. Det positive budskab var at 2010 blev et forsigtigt skridt i retning af mere normale tilstande, og dermed et rigtigt godt udgangspunkt for at gøre 2011 til et godt vækst-år for Spar Nord Bank.
Direktør Lisa Kjær fra Område Rebild redegjorde for 2010 set fra et lokalt perspektiv og lagde vægt på at fortælle om bankens indsats i lokalområdet. Der er i løbet af 2010 uddelt 569.000 kr. fra Spar Nord Fonden i Område Rebild og hertil kommer 300.000 kr. der er brugt til lokale sponsorater i områderne Nibe, Svenstrup, Støvring, Terndrup og Kongerslev. Spar Nord Bank har en markedsandel i Område Rebild på hele 33% og den nye strategi ”tid til kunder” lægger vægt på at fastholde markedsandelen på privatsiden, mens der på erhvervssiden satses offensivt for at få nye kunder til områdets erhvervscenter, der har 8 medarbejdere med base i Støvring.
Der skulle vælges fire medlemmer til det lokale bankråd. Kandidater til bankrådet i Område Rebild var:
Karl Kr. Andersen, Preben Førby Lassen, Poul Kristian Nielsen, Michael Steffen Nielsen og Per Pedersen og følgende blev valgt:
Karl Kr. Andersen (genvalg), Poul Kristian Nielsen (genvalg), Preben Førby Lassen (genvalg), Michael Steffen Nielsen (nyvalgt).

