- Onsdag, 17. april 2013
Søndag den 7. april afholdt Kræftens Bekæmpelse den store landsindsamling. En dag mange indsamlere med glæde tog del i.

Flere generationer deltog i indsamlingen.

STØVRING: I Støvring mødtes de godt 75 morgenfriske indsamlere til morgenkaffe ”Ovenpå”.
Efter velkomsten fortalte Rebilds lokale ambassadør for Kræftens Bekæmpelse, Anny Winther, bl.a. om de sidste nye tiltag inden for forskning, behandling og netværksgrupper, inden hun ønskede alle en god tur. Og mens det sneede heftigt udenfor, var det tid for de praktiske informationer, uddeling af ruter, materialer og forplejning, inden indsamlerne spredtes for alle vinde med deres fælles budskab om hjælp til Kræftens Bekæmpelse.
Lige som sidste år var der mange voksne, forældre og bedsteforældre, der havde taget børnene ved hånden, for det er helt tydeligt en sag som er vedrørende, og hvor generationerne med glæde hjælper hinanden i en god sags tjeneste.
For gruppen bag koordineringen af indsamlingen er det en glæde, at mange indsamlere er med år efter år, men dejligt er det også at mange nye kommer til. Og alle indsamlerne fortalte, at de blev rigtig godt modtaget alle steder, hvilket selvfølgelig var medvirkende til at sneen smeltede, solen kom frem og smilene var store.
Da de friske og glade indsamlerne var tilbage fra ruterne, tog Sparekassen Himmerland og dens tre frivillige imod. Og mens snakken gik lystigt om oplevelser fra traveturene, var det tid for at optælling af indholdet af de tunge bøtter. I Støvring, Ø. Hornum, Suldrup og opland blev der indsamlet ca. 93.000 kr. og på landsplan gav indsamlingen ca. 34 millioner kr.

