Som forfulgt jøde i Polen og flygtning i Danmark har Sofia Kuperman en barsk baggrund. Hør hende fortælle om sit liv på godt og ondt tirsdag den 21. april i Sognegården i Støvring.

Sofia Kuperman fortæller i Sognegården, Støvring.

STØVRING: Sofia Kuperman fortæller om, at være barn af overlevende efter Holocaust og om, hvordan det har præget hendes liv i form af traumer, skyldfølelse og sorg. Det er et foredrag om jødeforfølgelser i Polen, om at være flygtning og fremmed i Danmark, men også om, hvordan et møde med Jesus har forandret hendes liv.
Foredraget suppleres med musikalske indslag, hvor Sofia spiller på guitar og synger jødiske sange på jiddish og hebraisk.

Om Sofia Kuperman
I 1971 kom den dengang 15-årige Sofia Kuperman til Danmark som politisk flygtning. Inden da havde hun oplevet forfølgelse på grund af sin jødiske baggrund, og det var heller ikke nemt at være fremmed i Danmark.
I dag er Sofia Kuperman en anerkendt foredragsholder og forfatter og har blandt andet skrevet en selvbiografi og en digtsamling, senest ”Sofias historie – en dansk jødes bekendelser”, som der er mulighed for at købe og få signeret efter foredraget.


e-max.it: your social media marketing partner