- Onsdag, 29. januar 2014
Ø. HORNUM: Øster Hornums unge håndboldspillere er kommet med i en turnering her efter jul, hvilket betyder at spillerne får lidt mere kamptræning og ikke kun skal af sted til stævner, noget som både trænere og spillere har glædet sig til.
Første turneringskamp blev spillet i Støvring i lørdags mod Støvring IF U10 drenge. Øster Hornum kom ret hurtigt foran 4-1, men Støvring kom godt igen og fik fisket bolden nogle gange når Øster Hornum var på vej op ad banen, hvilket resulterede med et halvlegs-resultat på 5-5.
Øster Hornum måtte hele tiden kæmpe hårdt både i forsvar og i angrebet, men især op ad banen er de hurtige, og da de samtidig fik mindsket antallet af tabte bolde, men i stedet fik spillet udenom Støvring spillerne, medførte det nogle enormt flotte frispilninger på stregen, som blev omsat til mål. Støvring var en stærk modstander og også i forsvaret måtte Øster Hornum kæmpe for ikke at lade dem score mål og med Mathias Meyer i målet skulle Støvring kæmpe ekstra hårdt for hvert eneste mål.
Kampen endte 11-11. En rigtig flot kamp af begge hold både i forsvaret, angrebet og på målmandsposterne.
Målscorer: Sebastian Andersen 1, Noah Pedersen 2, Jeppe Blach 4, Andreas Larsen 4.

