- Tirsdag, 17. juni 2014
Eleverne i 6.a på Bavnebakkeskolen var chefkokke, da SuperBrugsen i Støvring 11. juni havde sendt Coops Restaurant GoCook på besøg på skolen.

Alle tager for sig af de lækre og sunde retter.

Uddeler i SuperBrugsen Støvring, Jesper Bové (midten), ser til mens der røres i gryderne.

Der er blevet fremstillet lækre retter.

Holdet bag Restaurant GoGook.
STØVRING: Efter skoletid mødtes 6.a’s elever i hjemkundskabslokalet, og her kreerede en flok engagerede børn en imponerende buffet til godt 50 personer.
Arbejdet i skolekøkkenet foregik med vejledning og bistand af klassens hjemkundskabslærer Vinni Thomsen, diætist Anne Ravn samt personale og butiksbestyrelse fra SuperBrugsen i Støvring.
Mens kokkene svedte bravt i køkkenet, fortalte Anne Ravn klassens forældre om sund mad og levevis. Anne Ravn fokuserede på, hvordan skole og forældre sammen med børnene kan skabe et positivt fællesskab omkring madlavning og sunde vaner. Anne Ravn er en skattet foredragsholder og høstede megen anerkendelse for et inspirerende oplæg.
Efter foredraget åbnede børnenes deres restaurant for forældre, søskende og deltagerne fra skolekøkkenet. Chefkokkene præsenterede otte spændende og sunde retter, som gæsterne spiste med velbehag.
Uddeler Jesper Bové fortæller, at SuperBrugsen Støvring med Restaurant GoCook på Bavnebakkeskolen gerne vil inspirere både skole og børnefamilier til øget fokus på sunde råvarer og aktivering af børnene i madlavningen.

