Der skal godt træk på baghjulet for at komme op af skråningerne - her er det Thomas Ertmann.

Der er langt ned til åen - her er det Kristian Jørgensen der er på vej direkte ned.

Endnu en gang var der lagt op til en gyser, da årets 4. DM-afdeling i Trial skulle afvikles. Denne gang løb det af stablen i Stenstrup ved Hobro, og det var Rebild TrialSport, der var arrangør.
Stenstrup Trial bliver også af mange kaldt Danmarks smukkeste Trial. Hele løbet foregår i og omkring et lille åløb, omkranset af smuk bøgeskov. I år var heller ikke nogen undtagelse, idet vejret holdt fint med højt solskin. Den seneste tids megen nedbør var dog ikke at spore nogen steder i skoven. Jorden var næsten tør, og bækken var historisk lavvandet. Specielt åløbet er noget af det, der gør Stenstrup Trial spændende. De fleste Trialkørere har en dyb (og fornuftig) respekt for det, at skulle ”dyppe” motorcyklen ned i vandet. Der er også hvert år nogle der kommer ned og bliver badet – til stor ærgrelse for den enkelte, men til lige så stor morskab for tilskuerne.
Som skrevet er Stenstrup Trial en DM-afdeling. Der køres i alt 6 DM-afdelinger, hvor Stenstrup er nummer 4. Der er 2 klasser, hvor der kæmpes om DM-medaljer. I den ene – nemlig Elite-Klassen – blev Morten Andersen fra Rebild TrialSport nummer 2 i Stenstrup. Det sikrer Morten en samlet 4 plads i DM-stillingen, kun 5 point fra medaljerne. I den anden DM-Klasse – nemlig B-klassen – blev Thomas Ertmann fra Rebild TrialSport nummer 3 til Stenstrup. Det betyder, at Thomas sidder solidt placeret på andenpladsen i DM-B.
Rebild TrialSport fik dog også medaljer med i andre  klasser, der blev konkurreret i. I A-Klassen fik Kristian Jørgensen kørt sig frem til en 3.-plads. Kristian lå a point med klassens nummer 2, så der skulle en speciel optælling til for at finde placeringerne.
I C-Klassen er det unge håb, Philip Andersen, endnu en gang øverst på podiet – noget han efterhånden er ved at være vant til. Philip fik dermed endnu flere oprykningspoint til næste niveau, og er dermed snart klar til B-Klassen. Der er ingen tvivl om, at hvis Philip fortsætter de gode takter, så vil han også snuppe medaljer i B-Klassen inden for kort tid.
I Classic-klassen – den for motorcykler med tromlebremser og dobbelt affjedring – er Rebild TrialSport ofte toneangivende. Til Stenstrup Trial blev det til 2 medaljer, nemlig Michael Andersen på førstepladsen og Nicolai Schmidt som nummer 3. Både Michael og Nicolai har stor erfaring fra mange udenlandske løb, noget der giver pote i de danske løb.
Der var stillet 45 kørere til start, som fik en fantastisk dag i skoven, sammen med de mange tilskuere der havde fundet vejen til Stenstrup.


e-max.it: your social media marketing partner