Tue West gæstede STUBhuset for første gang, og gav en længe ventet koncert fredag den 3. maj. Med sig havde han bandet med det besynderlige navn ”Jaruni, Moura and Wesko”. Det er et britisk-dansk band bestående af britiske Emma Fleming, Gibson-bas og vokal, danskerne Claus Bunch, guitar og vokal samt Julian Falck, trommer og vokal.

STØVRING: Efter Helle Jørgensens præsentation af aftenens koncertnavne, gik Tue West på scenen med sin akustiske guitar og indledte med et nummer, der kunne hedde ”Imponerer og driller”. Tue West undlod konsekvent at præsentere sine numre ved navn, men beskrev dog oftest det tekstmæssige indhold og inspirationen til numrene. Bandet kommer herefter gradvist på scenen og udgør efter et par numre den samlede helhed.
Tue West præsenterer sine numre i en stille, meget afslappet tone næsten grænsende til det sløsede. Tue forkynder, at aftenens koncert vil byde dels på opsamlinger ”nede fra stakken” og dels op ”nye ting fra toppen”. Tue West bemærker, at det er dejligt at opleve, at man som afdanket popstjerne får sine numre spillet i radioen. Jo – det er uden tvivl behageligt, og så giver det Koda-penge.
Første sæt bliver en række melankolske sange i den meget karakteristiske Tue West-stil. Han har en speciel, flad stemme, der til tider kan lede tanken hen på nu afdøde rejsekonge Simon Spies – uden der i øvrigt er spor andre sammenligningspunkter. Hans evne til at skrive tekster og musik er uden tvivl hans største force. Hans til tider underfundige måde at udtrykke sig på kan være meget underholdende og tankevækkende at opleve.
Første sæt blev en præsentation af række ballader, og Tue West lovede, at der efter pausen ville blive fyret lidt op under kedlerne. Det blev der også. Enkelte numre fyldte godt og kunne nærmest betegnes som rocknumre, men ellers forblev det fortsat balladerne, der kendetegnede resten af koncerten. Mod slutningen spillede og sang Tue West sit store hit ”Det bli’r jo nok endnu en sang om kærlighed”.
Bandet ”Jaruni, Moura and Wesko” var lidt af en speciel oplevelse. Bassisten Emma Fleming syntes ikke at have spillet bas ret længe. Hendes måde at håndtere instrumentet virkede noget kejtet. Hun havde hele tiden blikket stift rettet mod bassens gribebræt, hvilket forhindrede hende i at ”leve med” i musikken. Men hun spillede, hvad hun skulle – enkelt og præcist. Guitaristen Claus Bunch spillede akkordrytmer næste hele aftenen, og trommeslageren Julian Falck forblev også meget enkel i sin måde at spille trommer på. Ikke de store enkeltmandpræstationer eller soloer, som man så tit ser. Bandet mindede mest af alt om et gennemsnits gymnasieband. Det kan synes som lidt hård dom, og det er alene et udtryk for anmelderens opfattelse. Andre blandt publikum syntes, at få en noget større oplevelse. Og hurra for dét – de havde jo betalt for at komme til koncert. Jeg er næste sikker på, at Tue West med sin karakteristiske stemme og sine underholdende og underfundige tekster vil gøre sig langt bedre i et akustisk setup.
Tue West har været at finde på den danske musikscene i 10 år. Han har fundet en god, meget særpræget stil. Han skal nok forblive på scenen i mange år endnu. Han har udgivet fire albums og er på vej med det fem.
Der var mødt godt og vel 100 gæster til koncerten med Tue West. Langt de fleste heraf var kommet for at ”få varen”, hvilket de tilsyneladende også gjorde. Det er synd, der ikke kommer flere gæster til nye navne. Alligevel skal der gives kompliment til Stubhuset for prøve nyt navn og stilart. Lad os få mere af dét! Der er jo netop dét, der er med til at udvikle kulturen.