SØRUP: Dørene gik op, og ind væltede tigre, indianere, spiderman, prinsesser, boksere, hippier, bier, dinosauruser m.m. Børnene var glade og fulde af forventning – nu skulle der kåres bedst udklædte og slås ”katten af tønden”.
Mens dommerpanelet så de flotte udklædte børn an, blev der sunget de kendte fastelavnssange, og så var det ellers tid til at slå løs.De mindste børn kæmpede en brav kamp, og med lidt hjælp af en skævbider, faldt tønden ned, og ”Spiderman” blev kåret til konge. De store kunne klare sig selv, og efter mange flotte slag og kampråb måtte tønden give efter for ”bokserens” sidste slag.
Efter lidt kamp om karamellerne blev kaffen og flotte fastelavnsboller serveret, og for en kort stund sænkede roen sig, og store og små kunne nyde de gode boller. Mens de voksne blev siddende omkring kaffen, løb børnene rundt og legede i deres flotte kostumer.
Mod afslutningen blev årets konger kåret, og de smukke dronninger udvalgt. De to flotteste kostumer, samt de kongelige, fik uddelt gavekort som tak for indsatsen.
Afslutningsvis blev alle børnene fotograferet og slikposerne delt ud. Efter et par timer blev der sagt tak og farvel, og efter lidt opvask og oprydning kunne stilheden atter indtage forsamlingshuset.
Arrangørerne er utroligt glade for den store opbakning til fastelavnsfesten.


e-max.it: your social media marketing partner