Fra venstre: Cecilie Rovsing, Eva Høje Bisgaard og Helene Rovsing.

Resultat.

STØVRING: Konkurrenceevne. Finanskrise. Dagpenge. 12-minutterspenge. Tilbagetrækningsreform. Klassekvotient. 24-årsreglen. Emner som disse har højst sandsynlig ikke gået nogens næse forbi i løbet af de sidste 6 uger.
Det samme gør sig gældende for eleverne på Støvring Gymnasium. I 3.f fyldte det både meget i tankerne hos hver enkelt elev og i undervisningen. Det var for alles vedkommende første gang krydset skulle sættes, og det krævede såvel opmærksomhed som engagement.
Derudover er vi en samfundsfaglig klasse, og vi havde planlagt en exit pole-undersøgelse ved valgstedet i Støvring, som skulle munde ud i en skriftlig opgave. Som forberedelse til vores undersøgelse havde vi arbejdet intenst med at udarbejde et spørgeskema på baggrund af teorier og egne erfaringer.
På selve valgdagen mødte de første ind på valgstedet kl. 10.30, mens de sidste var med til at lukke stedet kl. 20.00.
I løbet af dagen viste folk stor interesse for projektet og flere spurgte ind til en eventuel offentliggørelse af resultaterne.
Når vi skriver denne artikel, er det netop for at indfri dette ønske. Hvis Støvring alene skulle have afgjort, hvem, der skulle have regeringsmagten, havde blå blok sejret ifølge vores undersøgelse.
Efterfølgende har vi lagt vægt på en bearbejdelse af de adspurgtes holdning til efterløn og brugerbetaling. Vi vil kort ridse op, hvad vi er kommet frem til:
Mht. brugerbetaling har der vist sig at være en sammenhæng mellem indkomst-
niveau og holdning dertil. Jo højere indkomst des større sandsynlighed for, at ens holdning til brugerbetaling er positiv. Derudover viste efterbehandlingen, at flere af venstrefløjens vælgere er imod brugerbetalingen end højrefløjens.
Vi har desuden fundet en sammenhæng mellem holdning til tilbagetrækningsreform og valg af blok. Ifølge undersøgelsen er blå bloks vælgere i højere grad for tilbagetrækningsreformen, mens rød bloks vælgere i højere grad er imod. Der viste sig ydermere, at være sammenhæng mellem alder og holdning; kun i aldersgrupperne 51-60 og 61-66 var størstedelen af de adspurgte imod tilbagetrækningsreformen.
Afslutningsvist opdagede vi også en sammenhæng mellem holdning til brugerbetaling og holdning til tilbagetrækningsreformen. Det viste sig nemlig, at hold-ningen til de to ting fulgtes hånd i hånd. Er man for det ene, er man højst sandsynligt for det andet – og omvendt.
Til Støvrings venligtsindede beboere er der kun tilbage at sige tak for deltagelsen og interessen for vores projekt, som aldrig kunne have fundet sted uden jer.
Eva Høje Bisgaard,
Cecilie Rovsing og
Helene Rovsing,
3.f - Støvring Gymnasium.


e-max.it: your social media marketing partner