Af: Dorthe Skjødt og Henrik Heindorff

STØVRING: Forberedelserne til årets store håndboldstævne i Støvring, Puma Handball Cup 2014 er gået ind i den afsluttende fase, og udvalget bag stævnet kan med tilfredshed konstatere, at der igen i år er god tilslutning til stævnet, idet 95 hold er tilmeldt, hvilket er lidt færre end sidste år.
Holdene fordeler sig over fire rækker, nemlig U10, U12, U14 og U16, hvilket vil sige i aldersgruppen fra 8-16 år. Deltagerne kommer fra hele Danmark og det nordlige Tyskland og der rigtig mange gengangere, der dermed har fået tradition for at spille håndbold i Støvring i påsken.
Selve turneringen tyvstarter torsdag den 17. april om aftenen i Arena Himmerland, og det bliver startskuddet til tre hektiske dage med omkring 1200 håndboldspillere, der dyster i syv haller i Rebild kommune. Det hele afsluttes efter ca. 360 kampe med finaler søndag den 20. april i Arena Himmerland.
For at få afviklet stævnet er der brug for over 250 frivillige hjælpere, primært fra Støvring Håndbold, der også er arrangør af stævnet, men der bliver også hjulpet til fra flere naboklubber for at løfte den store opgave.
De mange frivillige hænder hjælper bl.a. med bespisning, brandvagt på skolerne, tidtagning, diskotek, svømmehal og turneringsafvikling og der er god brug for dem alle for at få stævnet afviklet til alles tilfredshed.


e-max.it: your social media marketing partner