- Onsdag, 30. september 2015

Glimt fra Lyserød lørdag i Støvring sidste år.
En palet af lyserøde arrangementer kommer til at pryde Danmarkskortet, når flere end 2.000 frivillige og 5.000 erhvervsdrivende landet over inviterer til Lyserød Lørdag. Alle har det samme mål - at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne.
Lyserød Lørdag er gennem årene blevet stærkt forankret i lokalsamfundet. Det lokale erhvervsliv, foreninger og frivillige samarbejder om at skabe synlighed, sætte fokus på brystkræft og indsamle penge. Og det er meget glædeligt, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.
- Vi er bare så super taknemmelige, for byerne er ikke bare med ét år, nej, de er med år efter år, og der kommer hele tiden nye byer med. Et andet fantastisk gode er, at flere og nye lyserøde aktiviteter ser dagens lys, siger projektleder Iben Ammentorp Bentzen fra Kræftens Bekæmpelse.
Lad os kæmpe sammen, Når én bliver ramt, bliver mange ramt og Lad os kæmpe sammen er budskaberne for årets Støt Brysterne kampagne.
- Derfor er Lyserød Lørdag en vigtig del af Støt Brysterne, fordi aktiviteten handler om fællesskab, sammenhold og indsamling, siger Iben Ammentorp Bentzen.
Også medlemmerne af Støvring Handel og Erhverv sætter fokus på og bidrager til Lyserød Lørdag.

