- Onsdag, 7. oktober 2015
Mange mennesker søger efter ofte inspiration til indretning af deres hjem. Der findes i dag mange kilder, hvor man kan hente denne inspiration. Men hvordan gør man boligindretning unik og personlig? Svaret blev måske givet torsdag aften, da Anita Wodstrup Madsen gæstede Stubhuset og holdt foredrag om boligindretning.

Anita Wodstrup Madsen, Boligstil.dk., holdt foredrag i Stubhuset.

Næsten alle mennesker kender boligindretningsmagasinet Bo Bedre, der er et synonym for den perfekte boligindretning. Men det er lang fra i alle situationer, inspiration fra dette magasin kan anvendes. I de fleste indretninger er der næppe tænkt på snavsede ungers entré efter udendørs aktiviteter i regnvejr. Svaret er: Man må finde sig egen stil, der er forenelig med hverdagens hændelser.
Først må man resonere over, hvad der er familiens værdigrundlag. Her starter vi. Med udgangspunkt i værdigrundlaget, bygger man sit hjem op. I dag skal man ikke hælde til en bestemt stil. I dag må man gerne blande stilarter på kryds og tværs af tidsperiode og traditionelle stilarter. I dag er det den personlige stil, der er i højsædet. Tendensen i tiden går imod at søge det oprindelige – autencitet og det originale. Hjemmet er ikke som måske tidligere et udstillingsvindue for familiens økonomiske formåen. I dag er det ikke in at signalere overforbrug, men derimod forbrug med omtanke.
Jamen hvad er så ”tilladt?” I praksis er alt ”tilladt”. Man må gerne mikse f.eks.
designlamper med IKEA-møbler. Måske peppe inventaret lidt op med et teaktræsmøbel. Anvendelse af træmøbler skaber ro og varme. Man kan så tilføre noget liv med farver, f.eks. i form af puder, skalstole og tæpper m.m. Man skal indrette efter sin personlige smag. Og husk: Alt er tilladt!
Man har lige bygget sig et nyt hus, og nu skal det indrettes. Kan man så få plads til arvestykkerne efter tante Oda? Ja, det kan man. Man skal ikke være bange for gamle ting i et nyt hus. Vælg sammensætning af indretningselementerne, så de passer til din eller familiens stil, også i næste uge, næste måned eller næste år. Glem hvad der er moderne, og sæt fokus på de ting, der er vigtige for dig, lyder rådet fra Anita Wodstrup Madsen. Lad være med at sætte dig selv i bås, f.eks. retro, minimalisme, country oh boheme m.m.
Går man rundt med fornemmelsen af, hjemmet ikke rigtigt har den stil, man ønsker, kan man prøve et simpelt og ofte effektivt middel: Man kan prøve at rydde op. Sæt f.eks. røde, gule og grønne Post-It mærker på inventargenstandene og begynd så at sortere fra. Pludselig har man noget, der ligner et nyt hjem. Og det er sjældent, man kommer til at savne de ting, man har smidt ud.
Man skal huske at bringe kontraster ind i sin indretning. Det giver liv. Drop 3-2-1-arrangementet og find på noget andet. Kontraster kan være kombinationer af hårdt/blødt, varmt/koldt, nyt/gammelt eller f.eks. pang-/pastelfarver. Brug ikke for meget sort. Sæt forskellige stilarter sammen men på en måde, så det ikke virker som en ”tidslomme”. Køb meget gerne ting fra genbrugsmarkeder. Vil man gerne dele rum op, kan det gøres med farvenuancer. Brug også gerne fototapet, som kan være med til at gøre rum større og mere spændende.
Som vægdekoration kan man med fordel male motiver og få fantastisk virkning. Man kan også hænge mange billeder tæt sammen. Der kan tages udgangspunkt i samme rammedesign – f.eks. IKEA. Man skal dog huske på, at dekoration i soveværelse skal udstråle ro. Man skal vågne op og starte dagen roligt og blidt og ikke med et chok.
En rigtig ”kvindeaften” i Stubhuset, hvor godt 75 kvinder og ikke én eneste mand havde valgt at tilbringe en spændende, inspirerende aften.

