- Onsdag, 14. november 2012
Traditionen tro er der over det ganske land holdt Arkivernes Dag. Denne udfordring er også blevet et fast arrangement i arkivet i Øster Hornum, der nu har navnet ”Arkivet for den tidligere Støvring Kommune”.
I dagens anledning havde arkivet etableret en udstilling om Gravlev og omegn. Derudover var der mulighed for at se et billedshow med før og nu billeder fra alle egne af den tidligere kommune samt eksempler på indleveringer i 2012.
Her kan nævnes en meget flot stensamling fra området omkring Suldrup skole. Fundene blev gjort på Møller Thomsens landbrugsejendom i årene 1960-62 af daværende lærer på skolen, Aksel Christiansen. Detektorfund, stempel og to ventiler fra flystyrtet i Torstedlund Skov natten mellem den 20. og 21. april 1945 kunne ligeledes ses.
Som altid, når der er besøg på Arkivet, blev der drukket kaffe og snakket og fortalt om mange hændelser, som folk husker.
På dette års Arkivernes Dag kunne bestyrelsen med stor glæde konstatere, at denne dag var særdeles velbesøgt.
I 2013 kan Arkivet markere sit 40 års jubilæum.

