- Tirsdag, 17. juli 2012
Hvad gør man, når man gerne vil ha’ et nyt fuglebad og samtidig gerne vil bruge sine hænder?

Snoren blev klippet af Ole Holland, beboer på Himmerlandshave.

Mange beboere var med til indvielsen.

Et flot fuglebad, med struktur fra et rabarberblad.

SULDRUP: - Det tænkte nogle af brugerne og aktivitetsmedarbejder Gitte Blichfeldt på Himmerlandshave Ældrecenter lidt over, og så fik de en god ide: Vi støber dem selv i cement!
Som tænkt, så gjort, og en arbejdsgruppe på syv mand gik straks i værkstedet og begyndte på arbejdet. Her blev der fremstillet støbeforme på grundlag af rabarberblade, da man gerne ville opnå en bladstruktur i fuglebadet. Herefter blev der støbt to fuglebade, og resultatet blev helt som forventet.
Processen var både god og hyggelig, og undervejs blev der tid til både at drikke kaffe og tale om håndværk fra gamle dage.
Festlig indvielse
Da fuglebadene efter nogle dages tørring var klar til brug, blev der afholdt en indvielse, hvor assisterende distriktsleder Lisa Sørensen holdt en lille tale.
Herefter klippede én af brugerne, Ole Holland, snoren over, og de fremmødte fra arbejdsgruppen, beboere og brugere blev budt på chokolade, kager og et glas Asti.
Det ene fuglebad står nu i gårdhaven, mens det andet blev givet til haven tilknyttet boligerne ”Vikingeparken” der ligger ved siden af ældrecentret.
Nu håber alle på, at fuglene får stor glæde af at baske rundt i de flotte fuglebade.

