På Venstres opstillingsmøde den 7. november opnåede Gert Fischer størst opbakning og er dermed Venstres bud på en ny borgmester i Rebild kommune ved kommunalvalget i november 2013.

Gert Fischer slog på opstillingsmødet an til en ny ledelsesstil, hvor dialog og åbenhed omkring de politiske forhandlinger og beslutninger vil være det bærende element.
- Det er ét af mine aller-vigtigste pejlemærker, at både borgerne og  byrådet som helhed trækkes ind i en konstruktiv dialog når vi skal træffe politiske beslutninger. Man skal som folkevalgt ikke bare bruge sit flertal og tromle beslutninger igennem, vores politiske mandat skal fornyes hver eneste dag i samarbejdets ånd, fastslår Gert Fischer
Med Gert Fischer i spidsen vil Venstre nu samle kræfterne om at udarbejde valgprogram, og i april vil man sammensætte holdet af kandidater til byrådsvalget.
Borgmesterkandidaten har allerede sit bud på vigtige emner der skal prioriteres.
- Jeg har et ufravigeligt krav om, at der er styr på økonomien. Budgetterne skal overholdes, og stram styring af økonomien, kombineret med kvalitetssikring af kommunens forvaltningsområder, er eneste vej til at sikre, at Rebild kommune i fremtiden vil være en veldrevet og attraktiv kommune, udtaler Gert Fischer og fortsætter: - Alle kommuner jagter nye virksomheder og dermed arbejdspladser og dér skal Rebild være helt i front. - Jeg har en ambition om, at vi skal være virksomheders fortrukne samarbejdspartner, når det kommer til etablering og udbygning af såvel erhvervsvirksomheder som landbrug. Jeg vil derfor arbejde hårdt for, at Rebild kommunes har Nordjyllands bedste erhvervsklima, så vi udnytter vores helt optimale geografiske beliggenhed ved motorvejen, slutter Gert Fischer.
Gert Fischer er 63 år, selvstændig el-installatør, og har gennem 31 år været byrådsmedlem. Heraf 15 år som formand for udvalget for teknik og miljø og 12 år som formand for Renovest.


e-max.it: your social media marketing partner