- Mandag, 4. juni 2012

Sidste skoledag på Suldrup Skole blev fejret på behørig vis.

SULDRUP: 9. årgang på Suldrup Skole holdt sidste skoledag begyndende med morgenmad med lærere og ledelse. Derefter gik turen til Børnehaven Tumlehøj, skolens nærmeste nabo og mange elevers gamle børnehave.
Ældrecentret Himmerlandshave fik også besøg af de flot udklædte unge mennesker. Her måtte den ene af de valgte sange synges to gange – på opfordring fra de ældre.
Hjemme på skolen igen fik de små elever karameller, og bagefter var der rundboldkamp – lærere mod elever. Eleverne vandt – måske som følge af de mange elevers opmuntrende tilråb fra tilskuerpladserne.
Formiddagen på skolen sluttede med en lille vandkamp – or de, der havde lyst til at være med.
Både Lille-Per med elefant, Bien, Mexikaneren, Teletubbies, Dracula, blondinerne, flådens piger, soldaterne, tyrolerpigerne, Kleopatra og mange andre flotte udklædninger blev vist frem på denne sidste skoledag, hvor festligheder fortsatte i hallen i et samarbejde mellem hallen og klasseforældrerådet.

