- Onsdag, 13. marts 2013

Danefæfund fra Vaseholm.
STØVRING: Støvring Museumsforening inviterer til en aften med historier fra holmene nær Lindenborg å.
Her er der vidnesbyrd om det ældste Støvring, helt fra forhistorisk tid. Der er fundet spændende genstande fra oldtiden, fra simple flintredskaber til danefæ på Klepholm og Vaseholm.
Deltagerne får mulighed for at se nogle af fundene, der er i privat eje. Her boede der mennesker helt fra jægerstenalderen.
Efterhånden flyttede man længere ind i ”byen”, hvad de senere års mange udgravninger viser – især fra bronzealderen (o.1500-500 f.kr) er periferien af Støvring godt repræsenteret.
Fra middelalderen findes der spændende historier fra holmene, specielt Røverborgen Egholm i Skørping Holme. Borgen er også forbundet med storpolitik og Dr. Margrethe d. 1., der nedrev borgen i 1390’erne. Selvom det er syd for Lindenborg å knyttes båndene også til Støvring, bl.a. i sagnene omkring borgen.
Aftenen slutter med lidt nyere historie, især om ejendomme på Klepholm, der blev frastykket gårdene i Støvring i slutningen af 1800-tallet.
Aftenens foredragsholdere er museumsformidler Bodil Tvedegaard og museumsinspektør Niels Jørn Østergård.
Der bliver en kaffepause, og der synges nogle dejlige sange.
Har man en god historie fra holmene, kom gerne og bidrag til aftenen.

