Af: Foto: Karensmindeskolen

Hvornår skal jeg sige ”nej”? Hvor går mine grænser? Hvordan undgår jeg at få klamydia? Disse og mange andre spørgsmål om sex og seksualitet var på skemaet, da 8. årgang på Karensmindeskolen havde temadag om emnet.

STØVRING: Sex er sjovt, sundt og dejligt, men emnet rejser også mange spørgsmål når man er ung og kun har lidt eller ingen erfaring. Især er det vigtig at undgå at overskride sine egne grænser, og at undgå sygdomme og uønsket graviditet.
Temadagen var tilrettelagt, så alle elever - uanset modenhed - kunne få ny viden med sig og se, at det er ok, at tale om sex.

Man skal turde sige ”nej”!
Emnerne er valgt af sundhedsplejerske Gitte Eriksen og trivselslærer Karen Christensen, der havde planlagt temadagen for 8.-klasserne med udgangspunkt i nogle af de spørgsmål, de møder til daglig.
- Når man skal i gang med at gøre sig erfaringer med sex, er der mange ting, man er usikker på. Noget af det vigtigste, man skal lære, er hvor ens egne grænser går  så man tør sige ”nej” til det, man ikke har lyst til, forklarer trivselslærer Karen Christensen.

Prævention er vigtig
Med til viden om sex og seksualitet hører viden om prævention – et emne, der også blev behandlet på dagen.
- Det er jo ikke meningen man skal blive syg af at dyrke sex, og så længe man er helt ung, er det heller ikke så god en idé at blive gravid.  Derfor gør vi meget ud af, at lære de unge om prævention, både i forhold til at undgå sexsygdomme og uønsket graviditet. Det er vigtigt de lærer at passe på sig selv og hinanden, siger sundhedsplejerske Gitte Eriksen.
De forskellige former for prævention blev gennemgået, og eleverne fik en grundlæggende viden om blandt andet klamydia. Fx blev det gennem leg demonstreret, hvor hurtigt sexsygdomme kan sprede sig.

Humor og alvor
I grupper arbejdede eleverne med forskellige emner, fx hvor henter man mere viden om emnet på anerkendte websider, hvilke spørgsmål er der i forbindelse med egen seksualitet, og hvad tænker henholdsvis drenge og piger i forhold til det med kærester? De unge fik også gennem små lege mulighed for at få en fornemmelse af grænsen for egen blufærdighed.
Arrangementet blev afviklet med en passende blanding af alvor og sjov, og var en stor succes.
Det er meningen, at der skal holdes en lignende temadag næste år på Karensmindeskolen.


e-max.it: your social media marketing partner